Artikel top billede

(Foto: /)

Test: Sonys Xperia Z er flot, fed og fedtet

Frem med pudsekluden, folkens. Sony Xperia Z er landet, og den fem tommer store mobil med HD-opløsning suger fedtfingre til sig alt for nemt. Android-telefon er dog også fed - på den gode måde.

Anmeldelse: Sony Xperia Z er nyeste topmodel fra japanerne, og den er virkelig en kæmpe. 

Fem tommer måler skærmen, og det er lige til grænsen, hvis mobilen udelukkende skal betjenes med en hånd.

Det kræver i hvert fald en forholdsvis akrobatisk tommelfinger at nå ud i hjørnerne.

Størrelsen på fem tommer er i øvrigt den samme som Samsung Galaxy S4, der netop er lanceret, og de to Android-telefoner kommer til at kæmpe om pladsen i forbrugernes lommer i løbet af foråret.

Xperia Z er klædt i sort, og den er pakket ind i Gorilla Glass på front og bagsiden ligesom vi har set på LG Optimus G og Google Nexus 4.

Hjørnerne er stort set ikke afrundede, og kanterne er hårde, og derfor føles telefonen som en klods.

Den har dog ikke noget problem med at hoppe ind og ud af bukselommen.

Fedtfingre og beskyttende plastikfilm

En af de irriterende ting ved Sony Xperia Z er, at den suger fedtfingre og snavs til sig som ruden i en daginstitution.

Derfor kommer telefonen hurtigt til at se mindre delikat ud, som om den har rullet sig i en bakke leverpostej.

I testperioden blev jeg indimellem forvandlet til en ren Aladdin, der med pudseklud konstant måtte gnide fedt og snavs væk.

Under test af 'glas-modellerne' Nexus 4 og LG Optimus G var problemet ikke så tydeligt, og fingeraftrykkene skyldes, at Sonys model er pakket ind i en tynd, beskyttende plastikfilm på fronten og bagsiden.

Ifølge Sony er det en såkaldt 'anti shatter film', som skal beskytte brugeren, hvis skærmen pludselig skulle gå itu og splintres.

Det er naturligvis betænksomt af Sony, men fingeraftrykkene skæmmer telefonen, og det er meget nemt at lave mærker i skærmen/filmen.

Efter telefonen havde ligget i en lomme med Galaxy S3 i en halv dag, havde Xperia Z en stor ridse i filmen.

På min testmodel fjernede jeg derfor filmen fra forsiden, hvilket var forholdsvis nemt, når en negl først fik mast sig ind under filmen, der ikke går helt ud i hjørnerne.

Da filmen røg af, forsvandt Sony-logoet også, og ifølge Sony er det da heller ikke meningen, at filmen skal fjernes.

Men uden film på skærmen blev fingeraftrykkene mindre tydelige og nemmere at fjerne.

Den mest interessante Sony-model lige nu

Xperia Z er uden tvivl langt bedre end Xperia V, som er blevet anmeldt her.

De to telefoner minder dog umiddelbart om hinanden, selv om der forskel på størrelserne.

De er begge vandafvisende og kan derfor tåle vand i moderate mængder, men du skal ikke forsøge at waterboarde telefonerne, hvis du vil være sikker på, at garantien dækker.

Portene til Xperia Z er dækket til, så der ikke kommer fugt i fundamentet, når mobilen har været med i en vandkamp.

Det er naturligvis praktisk, men også irriterende. 

Hver aften skal plastik-porten til USB-stikket åbnes, så telefonen kan få strøm. Men i halvmørke er det forholdsvist besværligt at åbne porten, der naturligvis er lukket rigtig godt.

Det blev - ligesom med Xperia V - et dagligt irritationsmoment i testperioden. 

Massevis af lagerplads

Selv om bagsiden ikke kan åbnes, har Sony alligevel fundet plads til en port til Micro SD-kort.

Det er efterhånden ved at være et særsyn på Android-topmodeller, men Sony skal have ros for give brugeren denne mulighed for at øge lagerpladsen manuelt. 

Der er 16 gigabyte fast hukommelse på telefonen, hvilket er i den lave ende, men Sony har en aftale med Box.com, så der er adgang til et 50 gigabyte onlinelager.

Dermed er det svært at klage over den samlede lagerkapacitet på denne telefon, selv om Box.com ikke er helt vild for at sluge videoklip, der fylder meget. 

Skærm med fuld HD-opløsning

Xperia Z er en af de første topmodeller i butikkerne med fuld HD-opløsning, altså 1.920 gange 1.080 pixels.

Det virker måske vanvittigt, da det er samme opløsning som fladskærmen i stuen og højere end på mange bærbare computere. 

Men i daglig brug fungerer det faktisk udmærket, og konkurrenterne Samsung og HTC har da også fuld HD på deres Android-modeller, Galaxy S4 og One, som snart sættes til salg. 

På den fem tommer store skærm har Sony valgt at bruge noget af pladsen til virtuelle betjeningsknapper i stedet for at have fysiske under displayet. Det er samme stil, som eksempelvis ses på Google Nexus 4

Og med sine fem tommer er det faktisk helt i orden at inddrage lidt af skærmarealet til knapperne, der er stadig massevis af plads til ikoner, widgets, og hvad der ellers findes i telefonens menuer. 

Selve skærmen er udmærket, men den imponerer ikke. Farverne virker en smule matte, og det ville være rart med noget mere spræl. Samtidig er betragtningsvinkel ikke specielt god.

Hvis telefonen flyttes blot en smule, kommer skærmen til at virke meget grå og udvasket.

Men i de fleste situationer vil du formentlig ikke tilte eller dreje den under brug, og derfor er det næppe et stort problem for de fleste. 

Der følger i øvrigt en lille stander med til mobilen, så Xperia Z kan lægge sig på siden og tage sig en morfar. I standeren oplades telefonen, og den kan eksempelvis bruges til at vise film, videoklip eller billede. Det er rart at se, at Sony giver lidt ekstra med i papkassen.

Hurtig og fyldt med lækkerier

Der er ingen tvivl om, at Sony har fyldt Xperia Z med funktioner og hardware, så den med stolthed kan fremstå som en ægte topmodel. 

Telefonen er med sin quadcore-processor på ingen måde langsom, og mobilen fungerer med 4G og kan derfor bruges med det hurtige mobile bredbånd herhjemme - hvis der vel at mærke er dækning.

Med en feature som MyXperia er det også muligt at tracke telefonen, hvis den er blevet væk.

Den kan via fjernkontrol sættes til at larme, så den kan blive fundet. Det er også muligt at låse den eller slette indhold på den via en computer.

Denne mulighed har andre mobiler også, men den er ret ligetil på Sonys model.

Musikdelen har Sony godt styr på, og Walkman-brandet bliver som altid fremvist. Der er en endda direkte adgang til musikafspilleren fra skærm-låsen, så der hurtigt kan tændes for musikken, eller den kan sættes på pause.

Hov, hvor er punktummet?

Sms-delen er overvejende en positiv oplevelse. Det er virkelig nemt at tilføje et billede, en note eller sin placering til en sms.

Der er nemlig virtuelle taster i bunden af skærmen til netop disse formål, og det er godt tænkt og integreret. Det gør det lidt hurtigere og lettere at sende beskeder med vedhæftede data.

Desværre har Sony - ligesom på Xperia V - valgt at gemme punktum-tasten lidt væk.

Der skal trykkes to gange på mellemrumstasten for at skrive et punktum. Alternativt skal du skrive et helt ord færdigt - og eventuelt klikke på det som ordbogen foreslår - og herefter kommer punktum-tasten til syne i venstre hjørne på tastaturet.

Det er til at lære at bruge, men en noget mere ordinær tilgang til placeringen og brugen af punktum ville nu være rar. Men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af en sms-del, der er klart over middel.

Kameraet er ikke perfekt

Hvad der til gengæld er mere middelmådigt, er kameraet. Det tager fotos i en opløsning på 13 megapixel, hvilket er vanvittig højt for en telefon.

Megapixel siger dog ikke noget om kvalitet, og billederne er blot hæderlige. Kameraet har nemlig en tendens til at tilføje lige lovlig meget digital støj.

Det er ikke dårligt i forhold til eksempelvis LG Optimus G eller Nexus 4, men jeg havde bare forventet mig lidt mere af Sony på dette område.

Videodelen fungerer udmærket, og den virker også, mens mobilen befinder sig i vand. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er al vand, mobilen kan tåle.

En tur i svømmehallen eller swimmingpoolens klorhelvede er den ikke bygget til, og garantien dækker ikke, hvis den skulle gå i stykker.

Stor mobil bygget til Sony-folket

Xperia Z er en rigtig stor telefon, og den er bestemt ikke for alle. 

Men mobilen er en klar forbedring i forhold til 'lillebror-mobilen' Xperia V, som ikke skabte begejstring her på redaktionen. 

Xperia Z er dog på ingen måde den bedste Android-topmodel, der lander i butikkerne dette forår. 

Jeg er ikke voldsomt imponeret og ville faktisk hellere have LG Optimus G, hvis valget stod mellem netop de to modeller.

LG's telefon er både billigere og har en bedre skærm. Til gengæld har den ikke de mange funktioner og fokus på musik som Xperia Z, og foto-delen er svagere. 

Hvis du er til Sony-telefoner, skal du dog nok føle dig hjemme med Xperia Z, og telefonen er alt i alt godkendt. 

Sony Xperia Z ender på karakteren fire ud af seks.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere