Artikel top billede

Pirate Bay-stifter har mistet alt: "Men min sjæl kan de ikke tage"

Interview: Peter Sunde var ikon for fildelingsbevægelsen, men blev idømt fængsel og en millionbøde. I dag ejer han intet. I Malmø mødte vi manden, der trøster sig med, at 'de' ikke kan 'tage min sjæl.'

Computerworld News Service: Vi står på en parkeringsplads i Malmø, hvilket er et af de mange steder, Peter Sunde nu holder til.

Himlen er grå, men det er der ikke noget unormalt ved på denne tid af året.

Idet automaten spytter vores parkeringsbillet ud, ræser en ung mand på motorcykel imod os alt for stærkt. Han er efterfulgt af en politibil med sirener og blå blink.

Motorcyklisten bremser ned og standser ved vores bil, en sølvgrå BMW. Politibetjenten står ud og ser på os med en alvorlig mine. Der udskrives en fartbøde.

Vi begynder at gå tilbage mod vores bil.

Sunde tøver.

Alt beslaglagt

"Jeg bliver bare lige her. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, der muligvis er en arrestordre på mig."

BMW'en tilhører hans mor.

Sunde, der engang bestyrede verdens største bittorrent-site, har ikke selv bil. Han har for den sags skyld heller ikke noget hus.

Alt han har af økonomisk værdi, kan beslaglægges af den svenske stat til betaling af den erstatning, som han ifølge en domstolsafgørelse skylder film- og musikindustrien.

Han har brugt det sidste par år på at vænne sig til et liv uden personlige ejendele.

Sunde er faktisk ikke klar over, om han er eftersøgt af politiet.

Tjekker ikke email

Der er en fængselscelle i Västervik, der venter på ham, men han har ikke gjort sig den umage at dukke op.

Faktisk gør han sit bedste for ikke at stå til rådighed for myndighederne.

Han er ikke decideret gået under jorden, men han gør det heller ikke ligefrem let at komme i kontakt med ham.

Han tjekker ikke e-mail og han ringer ikke til politiet for at bede om anvisninger.

Hvis de vil ham noget, så ved de, hvor de kan finde ham, som han siger.

"De har ikke just været retfærdige overfor mig hidtil. Hvis det sker, sker det, men jeg vil ikke gøre tingene værre for mig selv," siger Sunde.

Her kom afslutningen

Vi går den anden vej, væk fra politibilen.

I år kan The Pirate Bay fejre 10 års jubilæum.

Mange af os har på et eller andet tidspunkt brugt websitet.

Sunde har brugt næsten en tredjedel af sit liv på at holde det kørende.

Han er blevet kendt som en provokatør.

Det uretfærdige monopol

I næsten et årti har han argumenteret imod, hvad han opfatter som Hollywoods uretfærdige monopol på distributionen af underholdning, og for frigørelsen af internettet fra ophavsrettens lænker.

Men for to år siden tabte han kampen.

Den svenske landsret idømte ham og tre medskyldige fængselsstraffe og en samlet bøde på knap 37 millioner danske kroner.

Vi er taget til Malmø for at stille Sunde et meget enkelt spørgsmål: Hvad får det ham til at føle? Han har i forvejen lovet os et svar.

Men én ting af gangen. Først gælder det frokost. Næste stop er den veganske kinesiske restaurant rundt om hjørnet.

De meddømte

"Ejeren er leder af en religiøs kult. De er sindssyge, men det er virkelig god mad," fortæller Sunde os.

Få minutter senere har han kastet sig over en tallerkenfuld Sichuan-tofu og vegetariske forårsruller.

Mellem mundfuldene taler vi om Gottfrid "Anakata" Svartholm Warg og Fredrik "Tiamo" Neij, hvilket er to af de meddømte fra retssagen.

Kendelsen, der blev afsagt i november 2010, markerede afslutningen på en af de mest omtalte retssager i hele internettets historie.

Historien om de svenske pirater, som gav Hollywood fingeren, gjorde Sunde, Svartholm Warg og Neij til superstjerner.

De rejste verden rundt og blev fotograferet til glittede magasiner. (En større artikel i Vanity Fair i 2007 med overskriften "Pirates of the Multiplex" viste billeder af Gottfrid og Fredrik, der poserede som rockidoler ved siden af The Pirate Bay-servere.)

Gruppen fik sindene i kog i underholdningsindustrien med sine kæphøje og spottende svar på den konstante regn af såkaldte cease and desist-breve, den modtog.

Nogle steder blev de tre unge mænd fremstillet som skurke og kriminelle, andre steder som helte.

Men de er konsekvent blevet anset for at være en tæt sammentømret gruppe af nære venner, der er fast besluttet på at forandre verden.

Det mærkelige hold bag Pirate Bay

Det er dog ifølge Sunde et helt forkert billede. I virkeligheden kunne de ikke udstå hinanden.

"Vi kunne knap nok holde ud at være i samme rum. På nær når vi arbejdede på The Pirate Bay. Da faldt alting ligesom bare på plads," fortæller han.

Peter Sunde Kolmisoppi er født i 1978 i den lille svenske by Uddevalla.

Hans mor arbejdede som personalekonsulent i en stor virksomhed, hans far som mekaniker i en stilling, hvor han var meget væk hjemmefra.

Hans bror, Mats Kolmisoppi, er i dag prisbelønnet digter og forfatter.

Hans forældre blev skilt, da han var otte år, og han flyttede til Norge med sin mor og bror.

Kort derefter blev hans mor syg.

Hun blev diagnosticeret som psykotisk og begyndte at lide af vrangforestillinger.

Flyttede hele tiden

"Vi flyttede hele tiden. Det var hendes måde at takle det på. Hun var overbevist om, at det hele ville blive bedre, hvis vi fandt et andet sted at bo."

Morens sygdom og hans kontakt med det svenske sundhedsvæsen påvirkede ham dybt, fortæller han.

"Hun fik forkert medicin og blev mistænkeliggjort. Det virkede som om, man var ligeglad med hende. Måske fordi hun var enlig mor med to børn, hun skulle tage sig af."

Sunde er erklæret socialist, hvilket ligesom i Danmark er en meget mindre kontroversiel betegnelse i Sverige end i mange andre lande.

Han vil hellere end gerne diskutere global opvarmning, vegetarisme og ligestilling.

Ser han selv en rød tråd fra sin barndom til sine politiske holdninger?

Droppede ud af skolen

Til det svarer han, at frustrationerne ved at se sin mor mangle hjælp førte ham til en grundlæggende konklusion:

"Hvis man ikke opfører sig på den rette måde, så vil samfundet ikke give den hjælp, man har brug for."

Sunde droppede ud af skolen som teenager og begyndte at arbejde som it-konsulent.

Han brugte aftenerne på nettet og blev hurtigt involveret i piratkopiering, hvor han delte musik og film med andre via servere, man skulle inviteres til.

På et tidspunkt blev han tilbudt job hos Siemens, som blandt meget andet udvikler it-systemer til brug på hospitaler.

En ven overtalte ham til at tage jobbet:

"Hvis du gør det godt, kan det måske betyde, at nogen lever længere, end de ellers ville have gjort."

Virkeligheden viste sig at være mindre glamourøs.

Denne hændelse satte det hele i gang

I 2003 hjalp Sunde, der på det tidspunkt var bosat i Norge, med at programmere et system, der skulle bruges til at registrere hospitalspatienter.

De gamle systemer benyttede fingeraftryk, mens det nye skulle benytte nethindescanning.

Det satte tankerne i gang hos Sunde.

Han havde hørt et rygte om, at illegale indvandrere fjernede deres fingeraftryk ved at brænde fingrene på et varmt komfur, før de tog på hospitalet, for at undgå at blive opdaget og udvist af myndighederne.

Om det er noget, der faktisk sker eller er sket, vides ikke.

Satte noget i gang i Sunde

Ingen af de eksperter i norsk asylpolitik, vi har talt med, kender til sådanne sager, men ikke desto mindre satte rygtet noget i gang hos Sunde.

Under arbejdet med nethindescanneren kunne han ikke tænke på andet end asylansøgere, der stak øjnene ud på sig selv med knive.

På et tidspunkt gik han til sin chef med sine bekymringer. "Derefter var der meget brok. Jeg blev stemplet som negativ og svær at arbejde sammen med," fortæller han.

Samme år kom Sunde i kontakt med Fredrik Neij via fælles bekendte på nettet. Neij havde brug for hjælp til et nyt projekt, han arbejdede på.

Det drejede sig om den bittorrent-tracker, der endte med at blive til The Pirate Bay.

Sunde tilbød at hjælpe og begyndte at sætte sig ind i hele den bevægelse, der var opstået omkring fildeling. Da indså han, at han havde fundet et nyt hjem.

Løst organiseret tænketank

The Pirate Bay opstod ud af den løst organiserede tænketank Piratbureauet (Piratbyrån), der bestod af skandinaviske aktivister, der arbejdede for den fri udveksling af information og kultur på internettet.

Dette var på ingen måde nogen ny tanke, men det lykkedes organisationen at skabe en større ændring i den offentlige debat i Sverige.

De talte om piratkopiering af software som noget at sætte en ære i, fremfor noget at skamme sig over.

Ved hjælp af piratkopiering kunne man ifølge Piratbureauet trodse rettighedshaverne, som med deres mere og mere aggressive juridiske tiltag var i gang med at true grundlæggende friheder.

Piratbureauet anså The Pirate Bay, der blev etableret af medlemmer af organisationen, som en manifestation af disse ideer.

Målene var ambitiøse: The Pirate Bay skulle blive en ubegrænset database af information uden censur og regulering, der skulle være en konstant torn i øjet på hele systemet med ophavsret.

Retorikken, altid svøbt i sort t-shirt med hvidt piratmotiv, gik rent hjem hos mange, ikke mindst Sunde.

"Det føltes nærmest som at være på rygsækrejse i Asien og så pludseligt møde en masse mennesker fra sin hjemby. Her var folk, der delte mine holdninger, og som var i stand til at debattere," fortæller han.

Dette fortryder jeg

Sunde blev hurtigt den officielle talsmand for The Pirate Bay, men mest fordi der ikke lige var andre, der gad.

"Fredrik er ordblind og Gottfrid er ikke så god til det sociale. Så jeg begyndte at besvare e-mails og fortælle folk, hvad jeg havde af tanker," forklarer Sunde.

Tre år senere, 31. maj 2006, marcherede en gruppe politibetjente ind i det datacenter i det sydlige Stockholm, der husede The Pirate Bays servere, og trak stikket.

Svartholm Warg og Neij blev begge bragt ind til afhøring.

Denne ransagning blev begyndelsen på seks års juridisk tovtrækning.

Sunde, Svartholm Warg, Neij samt Carl Lundström, der på et tidspunkt havde støttet foretagendet økonomisk, blev alle tiltalt for brud på ophavsret.

Dette fortryder jeg

Seks år senere i februar 2012 sluttede sagen, da den svenske højesteret afviste en anke.

Er der noget, Sunde fortryder, når han ser tilbage?

Ja, lyder svaret, der er en enkelt lille ting.

"Jeg skulle have bedt Gottfrid om at kryptere sin harddisk. Det var derfra, beviserne kom. Selvom han arbejdede professionelt med sikkerhed, så skulle jeg have bedt ham om det," siger han.

For tiden rejser Sunde meget rundt. Han er en populær foredragsholder - nogle få uger før dette interview talte han ved en konference i Beirut, og før det i Malaysia.

Han rejser tit mellem Berlin, Malmø og Gdansk i Polen, hvor hans kæreste bor.

Firmaet Flattr, som han stiftede for nogle få år siden, men som han i dag ikke har noget formelt ejerskab i, tager også en hel del af hans tid.

Han fortæller, at han ikke har haft noget at gøre med The Pirate Bay i flere år.

"Det er vel blevet en slags livsstil for mig at rejse. Verden bliver hele tiden mindre," siger han.

Måske er der også andre forklaringer på hans nomadiske tilværelse.

Den erstatning, Sunde skylder film- og musikindustrien, gør det svært for ham at slå sig ned.

Han kan hverken købe lejlighed eller bil, da de øjeblikkeligt ville blive konfiskeret af myndighederne til betaling af gælden. "

Det gælder dog kun i Sverige," fremhæver Sunde uden at gå yderligere i detaljer.

Så stor er hans gæld

Sunde og hans medskyldige skylder i dag godt 66 millioner danske kroner inklusiv renter.

Det er et kollektivt erstatningskrav med såkaldt solidarisk hæftelse - det er rent faktisk den juridiske betegnelse.

Det betyder, at myndighederne vil inddrive gælden, når end det er muligt, selv hvis det hele bliver fra den samme person.

Sunde trækker på skuldrene, idet samtalen falder på hans gæld.

Er blevet mere fri - på en måde

"Jeg tror alligevel ikke på den amerikanske drøm, på det mål at blive milliardær og købe dyre biler. De fleste mennesker i min verden betaler stadig af på deres studielån. Faktisk er det lettere at skylde hundrede millioner end hundrede tusind, for så holder man op med at forestille sig, at man nogensinde vil blive i stand til at betale pengene tilbage," forklarer han.

"Jeg føler mig faktisk fri på en måde. Jeg kan aldrig blive lønslave."

Under retssagen fremlagde anklageren e-mailkorrespondance, der indikerede, at The Pirate Bay muligvis havde årlige annonceindtægter på millioner af kroner.

Men både Sunde, Svartholm Warg og Neij fastholder, at de næsten ingenting tjente.

Alle penge, der kom ind, blev omgående brugt på vedligeholdelse af serverne og øget båndbredde, hævder de.

Det er dog svært at tro. The Pirate Bay var og er stadig et af verdens mest besøgte websites.

Plastret til i annoncer

Det er også plastret til i annoncer, som nogen formodentlig betaler gode penge for.

Men faktum er, at ingen rigtigt har været i stand til at finde nogen penge.

Selv anklageren, Håkan Roswall, refererede kun til godt en million danske kroner.

Det er småpenge i lyset af den enorme mængde trafik, der løber igennem The Pirate Bay hver dag.

De sagsøgte har da også været mindre end samarbejdsvillige. Lundström erklærede sig konkurs i sommeren 2012.

Svartholm Warg flyttede til Cambodja og Neij flyttede til Laos i håbet om at undslippe de svenske myndigheder.

Planlægger Sunde også at pludseligt rykke til udlandet?

Det vil han ikke svare særligt direkte på.

"Jeg har ingen intention om at ændre mit liv på grund af det her," siger han.

Her er de mange uretfærdigheder - mener Sunde

Hvad han dog gerne vil tale om længe og indgående, er de uretfærdigheder, han mener, har plaget retssagen fra starten.

Han taler om dommere, der har arbejdet sammen med ophavsretslobbyister, og at den politibetjent, der var efterforskningsleder i The Pirate Bay-sagen, senere fik job hos Warner Bros.

Han nævner, at erstatningskravet er baseret på udregninger, der tilsyneladende er grebet ud af den blå luft.

"I den ideelle verden ville Den Europæiske Unions Domstol smide dem alle sammen i fængsel," siger han.

To uger før vores interview med Sunde var han på vej ud af karruseldørene i Malmø Lufthavn.

På vej ind var Tomas Norström, som er den dommer, der idømte ham fængsel for tre år siden. Sunde vendte rundt og konfronterede Norström.

Norström husker udmærket dette møde.

"Han spurgte, om jeg var blevet bestukket, og om de gav mig lønforhøjelse efter strafudmålingen. Jeg svarede nej," fortæller Norström.

Oprørt, vred og fortørnet

Dommeren havde travlt og var ved at rode sine lommer igennem for at finde sin flybillet, mens han forsøgte at svare på beskyldningerne.

Sunde såar dog ved sine ord.

De fleste af hans svar på vores spørgsmål fører til samme konklusion.

Han er oprørt, vred og fortørnet. Han er dog på intet tidspunkt villig til at indrømme at have følt sig presset af sagen.

De fleste ville nok have svært ved at sove om natten.

Men Sunde afviser at nogensinde have følt sig trist, ensom eller sårbar på grund af sagen.

Ikke indtil videre i hvert fald.

"Måske kommer det senere. I morgen eller om nogle år. Men lige nu er jeg bare pissesur," siger han.

Måske er forklaringen den, at han ikke vil give sine modstandere - hvilket på nuværende tidspunkt inkluderer det svenske retssystem, politiet og Hollywood helt generelt - den tilfredsstillelse.

At føle sig slået ud af sagen ville være det samme som at indrømme nederlag.

De kan ikke tage min sjæl

"Sagen er, at de ikke kan tage min sjæl. Selvom jeg bliver spærret inde et sted, så ved jeg, at det ikke var mig, der gjorde noget galt. Jeg fortjener ikke straf og det giver mig ret til at være vred. Det er ikke mig, der burde føle anger," siger Sunde.

Sidst på året 2008 var det hele ved at koge over. Sunde var på ferie i Island, da en journalist fra svensk tv ringede og begyndte at stille spørgsmål om døde børn.

Af en eller anden grund var detaljer fra politiets efterforskning i en sag om to børn, der var blevet myrdet i den svenske by Arboga, blevet lækket og lagt op på The Pirate Bay heriblandt adskillige fotografier af ligene.

Sagen i al dens makabre detaljer havde ramt en nerve i befolkningen og fik stor mediedækning i Sverige det år.

Det udviklede sig til, at stifterne af The Pirate Bay blev beskyldt i medierne for at have lagt billederne af de døde børn på nettet.

Her ændrede alting sig for Peter Sunde

Det efterfølgende ramaskrig medførte en stemningsændring.

Den offentlige mening om Sunde ændrede sig:

Han blev ikke længere beskrevet som en helt, den svage part som alle heppede på.

I stedet var han nu en skurk, der kynisk udnyttede mordet på to børn.

Historien var dog ren spin.

Billederne var ikke blevet uploadet af nogen af websitets administratorer, men derimod af en almindelig bruger.

Der var heller ikke tale om noget læk: Al politiets efterforskningsmateriale er ifølge svensk lov offentligt tilgængelig t, så enhver kunne have fået billederne udleveret ved blot at ringe til domstolen og oplyse en leveringsadresse.

Det eneste Sunde, Svartholm Warg og Neij gjorde sig skyldige i, var at nægte at fjerne den pågældende torrrent med materialet fra The Pirate Bay.

Sunde svarede tålmodigt på spørgsmål fra alle de journalister, der blev ved med at ringe.

Han forklarede, hvordan websitets administratorer aldrig bedømmer, hvad brugerne uploader, og hvordan det heller ikke er svært at finde rigeligt af stødende materiale på søgemaskiner såsom Google.

I den forstand var The Pirate Bay ikke anderledes, argumenterede han. Websitet indekserer blot det materiale, som brugerne vælger at dele.

Hans strategi virkede ikke.

Debatten skred helt af sporet, da nogen begyndte at bruge sagen til at argumentere for en reform af de principper om åbenhed, der gælder for det svenske retssystem.

Selv den svenske justitsminister deltog i debatten, hvor hun argumenterede for, at domstolene skulle underlægges strengere krav om hemmeligholdelse.

The Pirate Bay blev nu pludselig udnyttet til at argumentere imod nogle af de ting, Sunde havde allermest kært: Åbenhed, gennemsigtighed og informationsfrihed.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da han blev inviteret med i det populære debatprogram Debatt på svensk tv for at tale om The Pirate Bay foran et livepublikum.

Sunde accepterede på det ene vilkår, at han ikke ville tale om fotografierne fra Arboga-sagen. Produceren, som inviterede ham, accepterede dette vilkår.

Det viste sig dog at være en løgn. Da Sunde ankom til studiet, kunne kan konstatere, at en af de andre gæster var faren til de to myrdede børn.

Kort derefter trak Sunde sig fra The Pirate Bay. I et blogindlæg, der siden er blevet fjernet, oplyste han, at han ikke længere ville tale med journalister.

"Jeg har mistet al respekt for medierne," skrev han.

På en måde fik han også oprejsning.

Debatt gav en offentlig undskyldning.

Derfor er vi nødt til at ændre tingene

Et år senere konkluderede et statsligt udvalg, at billederne, der blev uploadet til The Pirate Bay, slet ikke skulle have været offentliggjort af den relevante domstol. Der var ikke brug for nogen lovmæssige ændringer.

Det vigtigste for Sunde er den støtte, han får fra fans.

"Vi får breve hver dag. Folk lader til at være meget taknemmelige og det giver en masse energi. Husk på, at vi ikke er Britney Spears, vi har ikke nogen PR-afdeling. Vi sælger ikke plakater," siger han.

I sommeren 2012 blev Svartholm Warg arresteret i Cambodja på mistanke om hacking og bedrageri i en sag, der tilsyneladende ikke er relateret til The Pirate Bay-sagen, og ført tilbage til Sverige.

Han afventer på nuværende tidspunkt retssag.

Offentlighedens støtte i forbindelse med hans sag har ifølge Sunde været forbløffende.

Tusindvis af breve

"Hans mor har modtaget tusindvis af breve. Det gør mig virkelig glad. Det er ved at gå op for hende, hvor stor en positiv indvirkning hans handlinger har haft på folk."

I tilbageblik står det klart, at The Pirate Bay har været med til at sætte ophavsret og informationsfrihed på dagsordenen.

Fildelingsbevægelsen har rystet underholdningsindustrien i dens grundvold og fungeret som katalysator for streamingtjenester såsom Spotify og Netflix.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2009, få måneder efter stifterne af The Pirate Bay blev idømt fængselsdomme, sikrede det svenske Piratpartiet 7,1 procent af stemmerne.

Mange af de, der tog aktiv del i debatten om piratkopiering af software, hvoraf nogle var Sundes nære venner i Piratbureauet-dagene, er nu anderkendte akademikere, som har skabt sig et navn som fortalere for reform af ophavsretsloven.

Men kun en lille del af dette arbejde når ifølge Sunde nogensinde uden for det akademiske miljø.

Sunde sætter en finger på den ene side af bordet foran sig.

"Her er de," siger han og henviser til film- og musikindustrien.

Så flytter han sin finger nogle centimeter til den ene side.

"Og her er akademikerne såsom Lawrence Lessig."

Her henviser han til Harvard-professoren, der er berømt for sin kritik af ophavsretten og velkendt blandt intellektuelle softwarepirater.

I sin bog Code and Other Laws of Cyberspace argumenterer Lessig for, at Internettet har forandret tingene i en sådan grad, at de gamle spilleregler såsom ophavsretslovene er nødt til at blive ændret.

Det er nøjagtigt, hvad The Pirate Bay fra starten af havde som formål at demonstrere i praksis.

Sunde flytter igen fingeren, så han peger helt over mod væggen.

"Jeg vil være derovre og trække alle andre i min retning," siger han.

Det vil også sige langt væk fra de tænkere, kommentatorer, foredragsholdere, journalister og forfattere, som er blevet interesseret i frihed på internettet og piratkopiering af software - folk med fast indtægt fra arbejdet med at skrive artikler, skrive bøger og holde foredrag om Sundes hjerteblod.

Men Peter Sunde selv blev idømt fængsel og en bøde på mange millioner kroner.

Hvad får det ham til at føle?

Sunde er stille lidt, før han svarer.

"Jeg får tilsendt kærlighedsbreve. Gør du det?"

Oversat af Thomas Bøndergaard




IT-JOB

Cognizant Technology Solutions Denmark ApS

Energy Trading Project Manager – Consulting

Netcompany A/S

Test Specialist

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

Karrieremulighed inden for cybersikkerhed
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere