Den lange testfase for mail-tjenesten Outlook.com er nu afsluttet, og Microsoft har officielt lanceret sin afløser for Hotmail. Den første preview-version blev lanceret sidste sommer, og tjenesten har allerede fået 60 millioner brugere.
Microsoft fortæller, at alle Hotmail-brugere bliver flyttet over til Outlook.com fra i dag. Det sker, uden at de behøver foretage sig noget. Brugerne kan stadig beholde den samme mail-adresse med hotmail.com-endelse og det samme kodeord samt kontakter og andet, der ligger i deres konto.
Det samme gælder for dem, der har adresser, som ender på msn.com eller live.com.
Der er en lang række nye funktioner i Outlook.com. Der er en nydesignet brugerflade og forbindelser til sociale netværk som Facebook, LinkedIn og Twitter.
Der er en tæt kobling med Microsofts egen SkyDrive, og det betyder blandt andet, at man nemt kan sende hundredvis af billeder og videoer i en enkelt mail.
Outlook.com er automatisk i stand til at sortere sociale opdateringer og kategorisere e-mails baseret på deres indhold.
Der er hård kamp om webmail-brugerne, og Microsofts nye tjeneste er også en klar udfordring til Google, som har fået mange brugere til at droppe Hotmail.
Microsoft understreger, at man lægger vægt på privacy og lover, at brugernes data ikke bliver brugt til at levere personaliserede annoncer.