Debatten om eventuelle sundhedsfarer ved strålingen fra sendemaster til mobilnetværk kan vi lige så godt lukke med det samme.
Det konkluderer en undersøgelse fra Sveriges Institut for Strålingsbeskyttelse, som ikke finder noget som helst tegn på, at strålingen fra sendemasterne er sundhedsskadelig.
Det svenske institut har netop afleveret en ny rapport til den svenske regering. Rapporten skulle først og fremmest afdække, om der er behov for at trykke advarsler mod sundhedsfare på mobiltelefoner.
Det er ikke tilfældet, konkluderer instituttet, men når det gælder sundhedsfaren fra selve mobiltelefonerne, er forskerne alligevel noget mindre skråsikre.
Ganske vist findes der ingen undersøgelser, som kan påvise nogen som helst helbredsrisiko ved at tale i mobiltelefon. Forskerne pointerer i den forbindelse, at intet tyder på, at strålingen er mere skadelig for børn end voksne.
Til gengæld er der udført en del forsøg med mobilstråling, som viser, at der kan forekomme "biologiske effekter", som instituttet udtrykker det i sin konklusion, selv ved mindre kraftig stråling end grænseværdierne for mobiltelefoner.
Ifølge det nationale, svenske tv's hjemmeside inkluderer de effekter, at stressceller i hjernen bliver aktiveret og skade på hjernecellerne.
Instituttet for Strålingsbeskyttelse anbefaler derfor, at Sverige ligesom blandt andet Finland og Danmark iværksætter et forskningsprogram for at få aflivet alle tvivlsspørgsmål.
Mens det står på, skal svenskerne have adgang til enkel information om mobilstråling og om, hvordan de selv kan reducere eksponeringen.
Det kan blandt andet ske ved at benytte håndfri sæt, som mindsker den stråling, kroppen udsættes for, med 95 procent. Derfor vil Institut for Strålingsbeskyttelse også drøfte med mobilproducenterne, om mobiltelefoner altid bør sælges sammen med håndfri sæt.
Andre af rådene fra de svenske forskere er mere overraskende. De opfordrer helt generelt til kun at tale i mobiltelefon, hvor der er bedst mulig dækning. Det udelukker helt at tale i bilen, men mindre der er monteret en antenne uden på bilen. Karrosseriet fungerer nemlig som skjold for radiobølgerne, og jo dårligere forbindelsen er, jo kraftigere skal mobiltelefonen sende for at opretholde den.
Relevant link
Det svenske Institut for Strålingsbeskyttelses rapport (pdf, 240 KB)