Læg også:
Ny plan: Sådan kan det blive sjovt at anvende ERP
Microsoft-plan: Du skal have nyt ERP-system hvert år
Arriva vil have styr på processer og masterdata, og derfor bruges det nye år primært på at forberede implementering af helt nyt ERP-system.
Valget er faldet på SAP, der skal samle flere af Arrivas systemer i ét og gøre arbejdsgangene nemmere for 4.300 Arriva-ansatte i Danmark og tilsvarende i Sverige.
"I dag har vi systemer, hvor sammenhængen ikke er forenklet. Nu kigger vi på, hvordan strukturen ser ud, og hvordan vi kan standardisere det i ét system," siger it-chef Michael Rasmussen.
De nuværende systemer er ryggraden i transportvirksomheden og sørger blandt andet for, at tog- og buschaufførerne har mulighed for at indrapportere køretider og adgang til sikkerhedsmanualer.
Arbejdsgangen optimeres
SAP-implementeringen kommer til at foregå i et samarbejde med Arrivas hovedkontor i Storbritannien.
For it-chefen handler det om at gøre behandlingen og udnyttelsen af data nemmere.
"ERP-systemet kommer til at erstatte en lang række systemer, vi bruger i dag. På den måde kan vi forenkle arbejdsgangen i hele organisationen," siger Michael Rasmussen og forsætter:
"En afledt fordel er, at vi opnår fælles datagrundlag og ensartethed i rapporterings-strukturen."
Ifølge Michael Rasmussen vil projektet være så omfattende, at virksomheden ikke når at færdiggøre skiftet i det nuværende år.
It-afdelingen giver overblik over køreplanen
Udover at håndtere implementeringen af det nye SAP-system, beskæftiger Arrivas danske it-afdeling på 12 medarbejdere sig med support og udvikling for Arriva Danmark og Sverige.
"Vi har defineret en it-partner rolle, hvor vi har afdækket vores danske og svenske organisation. Her sikrer vi, at it bliver involveret i starten af projekterne," siger Michael Rasmussen og fortsætter:
"It-afdelingen er med til at understøtte den strategiske retning for organisationen, der er sparingspartner i forhold til it-initiativer og indhold."