Hvor mange timer sidder du foran computeren hver uge? Det er formentlig en del, og det stillesiddende arbejde kan hurtigt komme til at koste i det store kalorieregnskab.
Men der er ingen grund til at ende som en sørgelig udgave af Michelin-manden.
Hvorfor ikke kombinere et løbebånd med din arbejdscomputer? Lyder det vanvittigt?
Måske, men det bliver faktisk brugt.
Det fortæller iværksætteren Anders Saugstrup om i denne video, hvor han demonstrerer sin lille hjemmearbejdsplads, der er bygget op omkring et løbebånd.
Du behøver ikke være den store handy mand for selv at få sådan en løsning.
Der findes forskellige producenter, som har specialiseret sig i at skabe skriveborde som Walkstation og Treadmill Desk, der kan stå oven på et løbebånd.
TrekDesk Treadmill Desk koster 479 dollar, hvilket svarer til 2.800 kroner. Men så er fragt og løbebånd ikke inkluderet i prisen.
Steelcase Walkstation koster fra 4.000 dollar, cirka 23.000 kroner, og det er inklusive løbebånd.
Der er i øvrigt ingen grund til at løbe for at brænde fedt af. Ifølge amerikanske undersøgelser kan du få et vægttab på op mod 20 kilo på et år, hvis du spadserer lige under to kilometer i timen på en almindelig otte timers arbejdsdag.