Læs også:
Telenor: TDC-priser kvæler konkurrencen
Selv om Telenor i ny og næ beskylder TDC for at misbruge sin dominerende stilling på det danske telemarked, er situationen tilsyneladende vendt på hovedet i Telenors hjemland, Norge.
I hvert fald dukkede de norske konkurrencemyndigheder uanmeldt op hos det tidligere statslige teleselskab på hovedkontoret i Fornebu, Oslo.
Det skete klokken ni tirsdag morgen.
Det bekræfter Telenors kommunikationschef Torild Lid Uribarri overfor norske E24.
"De ville naturligvis have adgang til elektronisk såvel som fysisk dokumentation. Vi gav dem adgang, så de kunne søge de informationer, de var interesserede i," udtaler Torild Lid Uribarri ifølge E24.
Priser på sms, mms og data
Ifølge bladet drejede konkurrencemyndighedernes mistanke sig om prissætningen på mobiltjenester som sms, mms og data samt forskellige pakker med flere produkter på det norske marked.
Ifølge kommunikationschefen kom besøget på hovedkontoret i Fornebu, der tidligere husede Oslos lufthavn, som en overraskelse.
"Men med vores dominerende stilling er det ikke så unaturligt, at der bliver kastet lidt ekstra lys på os," lød det fra kommunikationschefen.