Den danske spiludvikler Reto-Moto har netop indgået en aftale med en verdens største spiludgivere, japanske Square Enix, som ejer Eidos og dermed også danske IO Interactive. Aftalen betyder, at det danskudviklede spil Heroes and Generals nu skal lanceres internationalt. Det er et free-to-play strategi- og actionspil, som foregår under Anden Verdenskrig.
"Partnerskabet med Square Enix er et kæmpe skridt for os. Det er en fantastisk følelse, at vi nu står foran en international lancering af vores spil med en stor udgiver i ryggen. Sammen kan vi sikre, at spillet kan komme ud til et bredere publikum, og at vi kan levere ekstra indhold til spillerne hurtigere", siger Peter Fleckenstein, en af Reto-Motos grundlæggere.
Han mener, at aftalen er endnu et bevis på, at den danske spilbranche kan gøre sig gældende internationalt.
Det er Hapti.co, Square Enix' nye studie i København, som fokuserer på browserbaserede spil, der kommer til at hjælpe med lanceringen af Heroes & Generals.
Spillerne kan enten vælge at kæmpe på slagmarken som helte, eller tage plads bag skrivebordet og styre slagets gang som generaler. Alle bidrager de til en stor kontinuerlig krig om herredømmet i Europa sammen med tusindvis af andre spillere. Kampene finder sted på et bredt udvalg af slagmarker fra krigshærgede byer og fabrikker til lufthavne.
Heroes & Generals udkommer i første omgang til pc og senere vil det også være muligt at påvirke krigen via mobile enheder. I øjeblikket er det danske spil i beta-fasen.