Artikel top billede

Android fylder fem år: Sådan erobrede det markedet

ComputerViews: Googles Android-styresystem har på fem år erobret verdensherredømmet på smartphone-markedet - og skubbet konkurrenter i graven.

Læs også:

Fem år i dag: Historien om den magiske iPhone

Android og iOS: Det er slut med den vilde udvikling

ComputerViews: 2007 var et år, der ændrede alt i den globale mobilindustri.

Ja, faktisk kan man mene, at 2007 var året, der skabte den nye industri og tog livet af den gamle.

2007 var året, hvor den første iPhone ramte markedet. Og 2007 var året, hvor Google og Open Handset Alliance pludselig sagde Android, og dermed med et snuptag havde indledt erobringen af et marked i vild vækst. 

Android blev annonceret den 5. november, og det er dermed præcis fem år siden i dag.

På de fem år har Android erobret verdensherredømmet på smartphone-markedet. På de fem år er platforme som Symbian og Windows Mobile blevet sendt i graven.

Så meget dominerer Android

Gartner udråbte så sent som i sidste uge "kampen mellem de mobile enheder" som en af de vigtigste it-trends i de kommende år.

Ifølge analysefirmaet vil mobiltelefonerne allerede i 2013 overhale pc'erne som de enheder, flest mennesker i verden tilgår internettet fra.

80 procent af alle de telefoner, der sælges på de modne markeder i 2015, vil være smartphones. Android er i høj grad en del af årsagen til det billede.

Gartners opgørelse over salget af smartphones i andet kvartal 2012 viser, at det fortsat er Android, der har mest medvind og på alle måder trækker fra konkurrenterne rent markedsandels-mæssigt.

Fra andet kvartal 2011 til andet kvartal i år steg Android-markedsandelen med hele 20,7 procent, så den nu ligger på 64,1 procent.

Der er langt ned til iPhone og iOS på andenplandsen med 18,8 procent.

Derfor fik Android succes

Forklaringen på Androids vilde fremmarch over de seneste fem år skal findes i, at Open Handset Alliance, der blev stiftet i november 2007, foruden Google består af hele 84 medlemmer - heriblandt giganter som Samsung, Sony og HTC.

Android markerede sig fra starten af som det klare alternativ til Apples iPhone-projekt, der består af en enkelt leverandør med en enkelt lukket platform på godt og ondt.

Android er modstykket; den åbne platform, der bakkes op af mere eller mindre en hel industri.

Nokia forsøgte i 2008/2009 at gøre kunststykket efter med Symbian, der også blev relanceret som et open source-projekt. Det lykkedes som bekendt slet ikke at genoplive Symbian. 

Android, der bygger på Linux, har derimod vist sig at kunne favne et væld af forskellige produkter, der alle drager nytte af den solide og gennemtænkte kerne, men samtidig har individuelle kendetegn. 

Mens selvom Android-succesen er indiskutabel, har styresystemets fem år på markedet ikke været uden kritik - og der er også betydelige udfordringer forude.

Her er Android-projektet sårbart

Et vedblivende kritikpunkt ved Android er sikkerheden - eller rettere; manglen på samme.

Mængden af malware, der målrettet går efter mobilstyresystemet, stiger kraftigt, og samtidig er der stadig problemer med, at nye opdateringer af Android er alt for lang tid om at blive rullet ud til brugerne.

Forklaringen er dels, at smartphone-producenterne først skal opdatere deres individuelle tilpasninger af Android, men også at teleselskaberne skal hjælpe med at få pushet opdateringerne ud til slutbrugerne.

Deri ligger også et andet problem ved Android, nemlig den fragmentering, der ofte fremhæves som en udfordring for ikke mindst app-udviklerne.

Fragmenteringen ses eksempelvis ganske tydeligt i denne aktuelle opgørelse over fordelingen af de forskellige Android-versioner:

Konkurrencen intensiveres

Samtidig må Android-platformen forvente at få øget konkurrence i den kommende tid.

Selvom de Android-baserede tablets fra eksempelvis Amazon og Samsung allerede har haft en pæn succes på markedet, så er det fortsat Apples iPad, der dominerer.

Med Microsofts nye Windows 8 kommer også en sværm af nye tablets, der vil vil skabe yderligere konkurrence på tablet-markedet.

Gartner har vurderet, at de Windows-baserede tablets i år vil stå for 4,1 procent af markedet, mens andelen i 2016 vil være oppe 11,8 procent.

På smartphone-markedet har IDC ligeledes vurderet, at Windows Phone i 2016 vil kunne være oppe på en markedsandel på 19,2 procent.

Det er interessant, fordi Windows Phone og Windows 8/RT lige som Android er platforme, som mange forskellige producenter satser på.

Indtil nu har Android været den primære smartphone-satsning hos selskaber som Samsung- Motorola og HTC, mens Nokia som den eneste har satset fuldt ud på Windows Phone.

Android og Windows vil i de kommende år komme til at kæmpe om producenternes opmærksomhed, mens iPhonen lever lidt sit eget liv i Apple-land.

Man skal være mere end almindelig pessimistisk, hvis man ikke mener, at Android også efter de kommende fem år vil være platformen på rigtig, rigtig mange af de smartphones og tablets, der sendes på markedet.

Og dog.

Fem år kan ændre alt på et marked. Det har Android selv bevist.

Læs også:

Fem år i dag: Historien om den magiske iPhone

Android og iOS: Det er slut med den vilde udvikling




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de it-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

06. november 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de it-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

12. november 2024 | Læs mere


Fremtidens digitale kraftværk: Tag styringen med dit ERP-system

I dag ligger moderne ERP-platforme i skyen og opdateres adskillige gange årligt. Samtidig får man nærmest pr. automatik adgang til en omfattende portefølje af integrationer, add-ons, 3. partsmoduler, BI og avancerede funktioner til AI/ML-understøttelse af forretningsprocesser. På denne dag går vi derfor i dybden med, hvad det betyder for din virksomhed. Uanset om I har migreret til en cloudbaseret platform eller planlægger at gøre det indenfor en overskuelig fremtid.

13. november 2024 | Læs mere