Artikel top billede

(Foto: Peter Belanger)

Test: iPhone 5 er en bundsolid topmobil - men hvorfor er Apple nærig?

iPhone 5 er først og fremmest hardware-designernes meisterstück. På mange måder er det en fantastisk telefon. Men Apples nærighed irriterer på ét punkt.

Test: iPhone 5 er en bundsolid topmobil - men hvorfor er Apple nærig?

At stå bag Apples iPhone må være lidt som at være en 13-årig Mozart eller en Albert Einstein i 30'erne: Ens talent, nogle vil sige geni, er nu anerkendt. Det er slut med at overraske. I stedet er forventningerne tårnhøje, og du kan næsten kun skuffe.

Køerne var måske derfor denne gang heller ikke så lange, fansene havde knap så meget fråde i mundvigen og de allerførste reaktioner blev ikke skrevet med den slags prosa, som normalt er reserveret for religioners beskrivelser af deres profeter.

Det er egentlig en skam. For iPhone 5 er en glimrende telefon hvor Apple har formået at destillere telefonens essens ned til at levere en strammere designet og teknisk bedre smartphone.

Ros til hardwarefolket

Rosen denne gang skal dog helt og aldeles tildeles Apples hardware-designere, som med 5'eren har formået at tage et hop, som i denne anmelders øjne er større end nogen tidligere opgradering af iPhone-universet.

Det var også på tide. Den lidt kantede og kluntede 4'er og dens let tunede S-halvfætter har (for) længe virket let bedagede med deres små, ikke særligt lysstærke, skærme og lidt haltende performance ved surfing.

Imens har Android-konkurrenter som Samsung Galaxy S III drønet derudad med quadcore processorer, gigantiske 4,8 tommer skærme og høje opløsninger.

Større og lettere

Men Apple-ingeniørerne har ikke ladet sig friste til at stopfodre iPhone 5 med væksthormoner, men er stoppet ved de langt mere moderate 4 tommer - med den interessante krølle, at iPhone 5 er vokset i længden, men i bredden har nøjagtig de samme dimensioner. Til gengæld er den blevet mærkbart lettere og er nået ned på 112 gram fra 4S'erens 140 gram.

Det er selvfølgelig imponerende, men her skal man huske at den nærmeste konkurrent, Samsung S III, vejer blot 133 gram, men leveres med en væsentligt større skærm.

Det gør ikke iPhone 5 mindre let, for kombinationen af metalkonstruktionen, det tynde design (8,6 mm i højden) og de aflange dimensioner gør, at telefonen føles velbalanceret i hånden.

Dog er det blevet knap så let at enhåndsbetjene enheden uden at føle, at den let kunne få overbalance og tage et af den slags drop, som sikrer i-reparatører i hver en by en fornuftig indkomst. Vi kunne derfor måske godt have ønsket os et hop til blot 4,2 tommer i et lidt mindre aflangt design.

Et hop i opløsning

Opløsningen er i øvrigt hoppet fra 640 x 960 pixels til det lidt skæve format 640 x 1.136 pixels. Til sammenligning leveres de fleste moderne større Android-telefoner med en opløsning på 720 x 1.280 pixels, men på et areal der er noget større og dermed udjævnes forskellen.

Branchen selv taler om pixels per inch (pp) eller pixels per tommer og her har iPhone 5 hele 336 ppi og Samsung Galaxy S III 306 ppi - til sammenligning har den nyeste ipad en opløsning på hele 2.048 x 1.536 pixels, men med en skærm på 9,7 tommer ender ppi´en på 264.

Stod du af på den tekniske forklaring, kan du trøste dig med, at konklusionen er, at iPhone 5'erens skærm er god og rigtig skarp.

Forlængelsen af telefonen betyder i øvrigt, at nogle apps kun bruger det gamle areal, men det oplevede vi som et mindre problem, og de fleste apps, som vi brugte, har allerede opdateringer ude, der udnytter hele skærmen.

Rent kvalitetsmæssigt har den nye skærm også taget et ordentligt løft. Hvor den gamle 4S skærm, med moderne øjne, var lidt død i farverne og ikke særligt lysstærk, er den nye væsentligt bedre.

I en sammenligning med Samsung Galaxy S III fremstår iPhone 5 som væsentligt mere lysstærk og som mere farveægte - hvor S III i stedet har valgt at skrue godt op for farverne for at levere et flot men mindre ægte indtryk.

Om iPhone 5 kan siges at være en klar vinder i den vigtige skærmkategori, kommer derfor lidt an på øjnene, der ser, men der er ingen tvivl om at 5'eren placerer sig i top-3 pt.

Bedre, meget bedre, hørebøffer

Ud over skærmen og vægten opleves den tydeligste forskel på 5'eren og forgængerne ved høretelefonerne. Det nye sæt, som leveres med iPhone 5, er klasser bedre end den døde, flade lyd, man som æble-bruger normalt har skullet leve med, hvis standard-høretelefonerne er blevet brugt.

Den nye model kan i første omgang se lidt ubehagelig ud, men er overraskende komfortable og leverer en klarere og renere lyd.

Ægte hi-fi-entusiaster, som sandsynligvis alligevel allerede har fravalgt smartphones til fordel for et eller andet 20 kilo tungt udstyr, der kan afspille ukomprimeret lyd fra lakplader, vil dog stadig gå på jagt efter andre modeller. Men for denne anmelders øregang er de nye høretelefoner (som også følger med de nye iPods) en klar forbedring.

Også kameraet på iPhone 5 har fået et løft. Specifikationerne er de samme som 4S med et 8 megapixels kamera og video 1080p, men vi synes at kunne se forskel på billeder skudt med 4S og 5 - specielt når der ikke er meget lys.

Samtidig er panorama-funktionen, som de fleste andre nyere smartphones har haft, både nem at bruge og hurtig. Andre anmeldere har set tegn på lilla lysskær på nogle fotos i nogen sammenhænge, men det er ikke noget, vi har bemærket i vores test i det danske efterårsvejr.

Belastende fornyelse

Hvis vores gennemgang hidtil har givet indtrykket af, at hardwaredesignerne bag iPhone kan gå på vandet, er det en misforståelse. Der er fortsat en del at forbedre.

Først og fremmest savner vi fortsat en indikation på skærmen om, hvorvidt telefonen er på lydløs eller ej.  Ja, vi ved, at man kan rotere den og se på siden - eller lige hurtigt slå indikatoren til eller fra for at se, hvad billedet, som så kommer på skærmen, viser.

Men hvorfor ikke bruge noget af den herlige plads oppe ved siden af Wi-Fi-ikonet? Det kan ikke være så svært og ville minde os om, at vi stadig har den på lydløs efter det seneste møde.

Nyt stik er goddag til dyre adaptere

Den anden ting, som efter flere dage fortsat er en kilde til bundløs irritation i hverdagen, er skiftet af stik fra det trofaste 30-pins til det såkaldte lightning-stik. Det nye stik virker kun med iPhone 5 (og en iPod Touch eller Nano) og betyder, at alt dit iPhone-, iPad- og iPod-grej nu er forældet.

Så når du lige skal lade telefonen, høre musik fra docken i køkkenet, koble telefonen til det dyre anlæg i bilen eller bruge en af de 12 30-pins ladere, der stammer fra ældre diverse i-devices, så er det bare ærgerligt.

Om nogle uger kommer den nye omformer. Den koster sølle 211 kroner i Apple Store, men hvorfor stoppe der? For du kan også få et kabel, der kan det samme, for blot 293,75 kroner - men så er det også på 20 centimeter.

På sigt vil priserne nok komme ned (eller kopiprodukterne fra Asien dukke op), men indtil da skal du regne med 200-300 kroner ekstra for at holde dit eksisterende økosystem kompatibelt.

Apple siger selv, at skiftet skyldes behovet for en mindre port, som igen lader dem producere en fladere enhed. Det er forståeligt, og selve stikket er nemt at sætte i og kan ikke vendes forkert, men når man nu skifter, er det kun til gene for forbrugeren, at Apple ikke følger samme USB-spor som de øvrige producenter. Men nej.

Til gengæld kan du bestille en Lightning-til-microUSB-adaptor til kun 137,50 kroner.

Software: iOS 6 fik en hård landing

Selve systemet i iPhone 5 er nok den mindst overraskende del. Det er stadig det samme stabile og fornuftige iOS, der driver værket. Som der er blevet skrevet en del om, har Apple dog lavet et par ændringer - og ikke til det gode:

Google Maps er blevet skiftet ud med Apples egen korttjeneste. Det er gået mindre godt. Langeland har flyttet sig en del, og stakkels Berlin er havnet på den sydlige halvkugle. Det har fået Apple til at undskylde, men heldigvis findes der alternativer. Dem kan du læse om her

I samme forsøg på at vikle sig ud af Googles lange fangarme røg standard-YouTube-app'en også ud. Den kom dog hurtigt ind i App Store som en download, som er næsten identisk med den oprindelige app.

Apple fremhæver selv stemmegenkendelses-systemet Siri og Passbook som to fornyelser, men det er tjenester, som primært henvender sig til det amerikanske marked indtil videre (Siri forstår ikke dansk), så det er ikke i iOS 6, du skal finde revolutionen.

I stedet er det de små ting som panorama-funktion til kameraet og "Forstyr ikke"-funktionen til møder og middagslure, som kan skabe lidt glæde.

For en grundigere gennemgang af iOS 6 kan du læse vores artikel Det nye iOS 6 er en blandet fornøjelse.

Konklusion

Det ér svært at komme med noget bedre, når forventningerne er så høje, men i vores øjne har Apple leveret en helstøbt telefon i høj kvalitet. Oplevelsen af kvalitet kommer dog ikke primært fra softwaren, som Androids nyeste 4.1-udgave snart matcher. Nej, oplevelsen kommer primært, når man løfter telefonen op og fornemmer den kvalitet, der ligger i selve konstruktionen.

Måske Nokia 920 kan nærme sig den oplevelse, men denne anmelder har til gode at opleve noget tilsvarende blandt de nyere Android-telefoner fra Samsung og HTC.

Til gengæld kan folk med hang til større skærme med fordel kigge på konkurrenterne, for selv om iPhone 5 nu er vokset til 4 tommer, er det i længden, og selve telefonen synes derfor ikke meget større end forgængeren.

Skærmen er dog meget lysstærk og skarp, kameraet hurtigt og telefonen suser ubesværet rundt mellem apps og hjemmesider uden ubehagelige hak.

Alligevel kan vi ikke komme i nærheden af den topkarakter, som hardwaren ellers stræber mod. I stedet lander vi på 5 ud af 6 mulige.

iPhone 5 misser den sidste stjerne på grund af omkostningerne ved at skifte fra 30-pins til Lightning (hvorfor er en adapter ikke vedlagt i æsken på en telefon til over 5.000 kroner?), på grund af forringelserne i korttjenesten, problemerne med at de sorte modeller slides efter få uger - og så ikke mindst fordi den er så meget dyrere end konkurrenterne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de it-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

06. november 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de it-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

12. november 2024 | Læs mere


Fremtidens digitale kraftværk: Tag styringen med dit ERP-system

I dag ligger moderne ERP-platforme i skyen og opdateres adskillige gange årligt. Samtidig får man nærmest pr. automatik adgang til en omfattende portefølje af integrationer, add-ons, 3. partsmoduler, BI og avancerede funktioner til AI/ML-understøttelse af forretningsprocesser. På denne dag går vi derfor i dybden med, hvad det betyder for din virksomhed. Uanset om I har migreret til en cloudbaseret platform eller planlægger at gøre det indenfor en overskuelig fremtid.

13. november 2024 | Læs mere