Læs også:
Stort sikkerhedshul: Så nemt kan man stjæle dit cpr-nummer
Derfor er cpr-hullerne stadig åbne
Det er stadig nemt at trække CPR-numrene ud af teleselskabernes hjemmesider, og det giver panderynker hos Dansk IT, der ikke mener, at teleindustrien tager problemet seriøst.
Tilbage i maj gjorde to it-studerende branchen opmærksom på problemet, fem måneder efter er det stadig muligt at skaffe sig adgang til fortrolige persondataoplysninger igennem flere bestillingsportaler.
Det ryster i dag Dansk IT, der også i maj rettede en henvendelse til Telekommunikationsindustrien, for at fremhæve alvoren af cpr-problemerne.
"Myndighederne bør skride ind og sætte en stopper for det," siger formanden for Dansk IT, Klaus Kvorning Hansen.
Teleindustrien: Vi tager problemstillingen alvorligt
Afsløringen af nye cpr-huller får nu Dansk IT op af stolen, foreningen er forundrede over, hvorfor der stadig kan konstateres huller i systemerne efter sagerne i maj.
"Det er jo ikke rigtigt, at Telekommunikationsindustrien har taget vores henvendelse seriøst, når hullerne stadigt eksisterer. Så enkelt er det for mig," siger Klaus Kvorning Hansen.
Telekommunikationsindustrien afviser kritikken, og mener, at både brancheforeningen og dens medlemmer har taget henvendelsen seriøst.
"Det er bestemt en problemstilling, der tages alvorligt i branchen og hos de enkelte medlemmer." siger direktøren for Telekommunikationsindustrien, Jakob Willer.
I maj kontaktede Dansk IT teleindustrien, for at gøre dem opmærksom på, at netop virksomhederne under teleindustrien havde et problem. Budskabet blev dengang givet videre til medlemmerne.
"Fra brancheside kan vi overfor medlemmerne pege på problemstillinger og opfordre til at etablere sikre løsninger, som det eksempelvis skete i foråret på bagrund af henvendelsen," fortæller Jakob Willer.
CPR-nummeret vil fortsat blive brugt til validering
Dansk IT opfordrer teleindustrien til at undgå brugen af cpr-nummeret til validering, for at sikre, at lignende sager ikke opstår igen.
"Virksomhederne bør overgå til en løsning, hvor man ikke bruger CPR-nummeret til validering. Det er jo der er det fundamentale problem her, og derfor burde de gentænke systemet, og ikke bare lappe på den løsning man har," siger Klaus Kvorning Hansen.
Selvom det igen er påvist, at hullerne omkring cpr-numre stadig eksisterer, betragter teleindustrien stadig cpr-validerings modellen, som en ideel løsning.
"Teleindustrien betragter umiddelbart cpr-validering som en praktisk anvendelig løsning, og det skal selvfølgelig sikres, at de løsninger, der etableres, er sikre i forhold til de krav, der stilles af Datatilsynet." mener direktøren for Telekommunikationsindustrien, Jakob Willer.
Læs også:
Stort sikkerhedshul: Så nemt kan man stjæle dit cpr-nummer