Forleden kom det frem, at designet til den nye ur-app i iOS 6 er stort set identisk med et berømt design fra 1944, som bliver brugt på de schweiziske banegårde. De schweiziske statsbaner SBB har alle rettighederne til urets design, og de har forlangt, at Apple skal betale licens.
Nu fortæller SBB, at man er nået til enighed med Apple om brugen af det klassiske banegårdsur på enheder som iPad og iPhone. Der er nu indgået en licensaftale, men parterne vil ikke fortælle, hvor meget Apple skal betale for at bruge det klassiske design.
Selv om designet er næsten 70 år gammelt, bliver det stadig brugt på de schweiziske banegårde. Det unikke design kan kendes på den røde sekundviser.
Det var ingeniøren Hans Hilfiker, der skabte designet tilbage i 1944. SBB har tidligere givet udtryk for, at man er stolt over, at Apple har valgt at bruge uret.
"Det fylder os med stolthed, at et brand, som er så vigtigt som Apple, bruger vores design, der allerede bliver vist på udstillinger i New York," sagde SBB's talskvinde Patricia Claivaz til nyhedsbureauet AFP i sidste måned.
Apple er selv kendt for at beskytte sit design med næb og kløer - i 2009 blev den populære app-udvikler Tapbots tvunget til at ændre et ur-ikon, der lignede et ikon, som Apple bruger i sin telefon-app.
Samtidig har Apple anklaget konkurrenten Samsung for at have stjålet firmaets design - en kamp, der i øjeblikket bliver udkæmpet i retssale i flere lande.
Firmaet Mondial, der har en eksklusiv licens til at fremstille ure med designet, er ikke involveret i den nye aftale mellem SBB og Apple. I en kommentar siger Mondial, at man er overrasket over aftalen, men vil ikke fortælle, om man selv vil indlede juridiske skridt.