En varslet ændring af skattereglerne for udstationerede danskere i udlandet vil ramme tusindvis af it-folk.
Det vurderer ITEK under Dansk Industri.
Skatteministeriet har selv beregnet at ændringen vil berøre 5.700 personer.
Men Skat's presseafdeling oplyser over for Computerworld, at det ikke kan fortælle, hvor mange af dem, der skal findes i it-branchen.
"Skatteministeriet har ikke tal for, hvor mange af de af LL § 33 A omfattede personer, der er beskæftiget inden for it-branchen," hedder det i en mail til Computerworld.
Tusindvis rammes
Hos ITEK under Dansk Industri undrer det ikke direktør Tom Togsverd, at "at Skat ikke kan forklare sammensætningen".
"Normalt fylder vi 10 procent af de private erhverv, så det skulle give 570 personer, hvis skats tal er rigtigt," forklarer Tom Togsverd.
Det tvivler han imidlertid på.
"Under alle omstændigheder taler vi om et meget større antal personer, der berøres, fordi vi også taler om kortere udstationeringsperioder," forklarer ITEK-direktøren videre.
"Så vi taler om mange tusinde personer, der berøres," vurderer han om antallet af it-folk, der risikerer at få et skattesmæk.