Læs også:
Dansk CIO'er nægter: Derfor vil vi ikke være driftsslaver
CIO'ens opfattelse af sin egen rolle i virksomheden er noget anderledes end den opfattelse, resten af organisationen har.
Det viser en undersøgelse fra pr- og kommunikationsbureauet Burson-Marsteller, der har spurgt 300 europæiske CIO'er om, hvordan de ser deres rolle ændrer sig i virksomheden.
It-lederne svarer, at de kæmper imod stereotyper og at deres værdi i organisationen undervurderes.
Blandt andet siger 60 procent af dem, deres kolleger tror, at de kan udøve mirakler og fremtrylle data, der ikke er gemt. Og 37 procent siger, at deres kolleger tror, at de løser tekniske problemer ved bare at trykke på control-alt-delete.
Tilliden mellem CIO og kollegerne i resten af organisationen er heller ikke stor, når en fjerdedel af it-cheferne siger, at kollegerne tror, at de spionerer i deres e-mails.
"Stereotypisering af teknologieksperter er udtalt. It-beslutningstagere føler sig misforstået, og deres bidrag i virksomheden er betydeligt undervurderet. At blive set som bare en "it-nørd" er en opfattelse, som it-chefer gerne vil slippe af med," mener Jonas Rugaard, direktør i Burson-Marsteller.
Innovative CIO'er
It-beslutningstagerne i undersøgelsen er meget optaget af innovation, som de ser som afgørende for organisationens forretningsstrategi.
75 procent føler, at innovation er central for organisationens forretningsstrategi, og 67 procent ser sig selv som den primære kilde til innovation i organisationen.
Over to tredjedele mener, at it-afdelingen er central for virksomhedens forretningsstrategi.