6.000-9.000 jobs.
Så meget kan lynhurtigt bredbånd til landets yderområder skabe, hvis man skal tro en ny analyse fra Center For Digital Forvaltning udarbejdet for Dansk Energi.
Rapporten, der er lagt op på hjemmesiden hos Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, har kigget på effekterne, såfremt man fik højhastighedsinternet i yderområderne.
"Det konservative estimat viser, at etableringen af højhastighedsbredbånd over en femårig periode kan forventes at give en merbeskæftigelse i den private sektor på mellem 1,0 pct. og 1,4 pct. svarende til 6-9.000 nye jobs i Danmarks 46 land- og yderkommuner," lyder det i rapportens konklusion.
Dertil kommer, at væksten i antallet af virksomheder over en femårig periode forventes at være mellem 0,5 procent og 1,2 procent højere i områder, hvor der etableres højhastighedsbredbånd.
Transport sparet
Analysen, der blandt andet ser nærmere på udenlandske studier af samme område, har også kigget på mulige besparelser omkring transport.
Det vil ske, når det offentlige gør brug af tjenester som videokommunikation og andre services baseret netop på højhastighedsbredbånd.
"CEDI har foretaget en modelberegning, der viser, at det ressourcemæssige potentiale, ved en øget brug af videobaserede sundheds- og omsorgsløsninger i landets 46 land- og yderkommuner, er på 200-250 millioner kroner alene i sparet transporttid for henholdsvis SOSU-medarbejdere og hjemmesygeplejersker," lyder det i rapporten.
Du kan selv dykke ned i rapporten og læse den i sin fulde længde her.