En stor del af befolkningen i Afrika har efterhånden en mobiltelefon, men langt færre har adgang til e-mail. Nu forsøger Google at ændre dette med et nyt projekt. Nigeria, Ghana og Kenya er de første tre lande, hvor man lancerer den nye tjeneste, skriver Associated Press.
Google-tjenesten konverterer almindelige e-mails til sms-beskeder og omvendt. Det betyder så, at man kan sende mails fra en normal telefon, bare den er i stand til at håndtere sms, og tilsvarende at man kan modtage mails ved at få dem sendt til telefonen som sms-beskeder.
Internet-giganten har åbnet et kontor i den nigerianske hovedstad, Lagos, og her arbejder man nu på at få landets små virksomheder på nettet.
"Det er et område, der har brug for investeringer. Vi er klar over, at det er nødvendigt at investere ressourcer og tid for at udvikle markedet, så det kan blive værdifuldt som en forretning for os," siger Googles marketingchef i Nigeria, Affiong Osuchukwu.
Det er kun en lille del af virksomhederne i Nigeria, der har en hjemmeside, og endnu færre er klar til at sælge varer på nettet. Fastnettet eksisterer stort set ikke, og kun få har råd til at købe en computer.
Den nye sms-tjeneste er koblet til Gmail, og den bliver nu markedsført på reklametavler og busser i Lagos.
Flere andre firmaer arbejder med at tilbyde internet-tjenester på "dumb phones" i Nigeria. Det amerikanske selskab SlimTrader vil gøre det muligt at handle online med almindelige telefoner, og firmaet Sproxil har udviklet en tjeneste, der skal hjælpe med at genkende falsk medicin.