Intel kæmper en hård kamp for at overbevise verden om, at x86-platformen er overlegen i forhold til ARM, der dominerer totalt inden for smartphones og tablets. ARM er også begyndt at vinde frem inden for servere og personlige computere. Tidligere har der været rygter om, at AMD ville fremstille processorer med ARM-teknologi, men ingen havde nok regnet med, at Intel ville producere ARM-chips. Indtil nu.
Ifølge CNET har Intel nu indgået en kontrakt med Netronome om at fremstille deres "200Gbps Flow Processor" med "120 flow processing cores" og "96 packet processing cores" på sine egne fabrikker. Denne chip indeholder også en ARM11MP processor.
Foruden sin almindelige chipproduktion har Intel også en sideforretning, hvor selskabet fremstiller processorer for andre kunder - også kaldet et "foundry".
Verdens største foundry er Taiwan Semiconductor Manufacturing Company (TSMC), som dermed er en konkurrent til Intel på dette marked.
Netronome fremstiller udstyr til "deep packet inspection" og her har man altså valgt Intel frem for TSMC som foundry.
Perspektiverne er store for Intel. Hvis selskabet får held til at vækste sin foundry-forretning, kan Intel blive en af de største producenter af ARM-chips. Den arkitektur, som Intel ellers har forsøgt at slå ihjel.