Computerworld News Service: Microsoft har opdaget ny malware, der målrettet går efter Apples Mac-computere ved at udnytte en sårbarhed i Microsofts kontorprogrampakke Office, som ellers blev lukket for næsten tre år siden.
Denne nye malware er endnu ikke særlig udbredt, skriver Jeong Wook Oh fra Microsofts Malware Protection Center.
Men det demonstrerer tydeligt, at hvorfor man bør installere sikkerhedsopdateringer, så hurtigt som muligt efter de bliver offentliggjort.
"Det er ikke meget anderledes at angribe Mac OS X i stedet for andre styresystemer," skriver Oh.
"Selvom Mac OS X har introduceret mange teknikker til at reducere risiciene, så er der en direkte sammenhæng mellem ens niveau af beskyttelse mod sikkerhedssårbarheder og om man opdaterer sine installerede programmer."
Lukker to huller
Sikkerhedsopdateringen MS09-027, som Microsoft udsendte i juni 2009, lukker to sikkerhedshuller, som kunne udnyttes af en angriber til at få kontrol over en maskine og køre skadelig kode på den.
Begge sårbarheder kan udnyttes ved hjælp af et manipuleret Word-dokument.
Det angreb, som Microsoft nu har opdaget, fungerer ikke mod OS X Lion, men Snow Leopard og alle tidligere versioner af OS X er sårbarheder over for det.
Det er ifølge Oh sandsynligt, at folkene bag det nye angreb har forhåndsviden om de computere, de angriber, såsom versionsnummer af styresystemet og hvilke sikkerhedsopdateringer, der er installeret.
Den malware, som leveres via angrebet, er skrevet specifikt til OS X og er grundlæggende en såkaldt bagdør, hvilket er et værktøj, der gør det muligt at styre en computer via fjernadgang.
Microsoft råder folk, der bruger Microsoft Office 2004 eller 2008 til Mac eller Open XML File Format Converter til Mac, til at sikre sig, at disse produkter har den omtalte sikkerhedsopdatering.
"Afslutningsvis kan vi hermed se, at Mac OS X ikke er usårlig overfor malware," skriver Oh.
"Statistisk set vil der ske flere angreb mod dette styresystem, i takt med at platformen bliver mere populær hos forbrugerne."
Oversat af Thomas Bøndergaard