Det kommende radioteleskop Square Kilometer Array skal dagligt producere dobbelt så mange data som hele trafikken på World Wide Web i dag. Nu har IBM indgået en aftale med det hollandske institut for radioastronomi, Astron, om at bygge en supercomputer, der kan håndtere denne enorme datamængde.
Den nye maskine bliver i stand til at analysere og gemme én exabyte data om dagen. Det svarer til indholdet på 15 millioner iPods med 64 GB hukommelse.
Square Kilometer Array skal først være færdig i 2024. Hele anlægget består af 3.000 antenner spredt over flere lande. Radioteleskopet skal bruges til at udforske fjerne galakser, sorte huller og universets oprindelse.
Prisen for supercomputeren alene bliver omkring 240 millioner kroner. Mange af de nødvendige teknologier findes slet ikke endnu. De skal først udvikles i et femårigt forskningsprojekt med titlen DOME.
Der skal blandt andet forskes i nye 3D-chips og hurtigere optiske dataforbindelser samt nye metoder til lagring af data. Forskerne skal også finde nye veje til at reducere strømforbruget i supercomputeren.
"Vi må være meget kreative. Hvis vi skal bruge almindelige standard-servere, har vi brug for millioner af dem. De vil kræve så meget plads og bruge så meget energi at vi slet ikke har råd til at bygge maskinerne eller holde dem kørende," siger IBM-forsker Ronanld Luijten til Mashable.
Han fortæller også at man vil bruge en af de ældste storage-teknologier; magnetbånd. Det er stadig den billigste og mest pladsbesparende metode til datalagring.
IBM mener at mange af de teknologier, der skal udvikles i forbindelse med DOME-projektet, vil få stor betydning for hele computerbranchen. De skal også bruges til andre supercomputere, servere og måske også almindelige computere.