Skatteminister Thor Møger Pedersen (SF) siger nu direkte god for, at Skat med dagbøder kan tvinge teleselskaber til at udlevere oplysninger om konkrete borgere og virksomheders telekommunikation uden retskendelse.
Det sker i svarene på en sand byge af såkaldte paragraf 20-spørgsmål og udvalgsspørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg efter at Computerworls har beskrevet, hvordan Skat i en række breve truer teleselskaber med dagbøder, hvis de ikke udleverer oplysningerne.
Følsomme oplysninger
Teleoplysningerne indeholder en lang række detaljerede data, som kan give Skat et detaljeret overblik over, hvem de pågældende danskere har snakket eller sms'et med i alle de år, selskabet har gemt oplysninger om kunden.
Oplysninger som Politiet og efterretningstjenester skal bruge retskendelser og mistanke om alvorlige forbrydelser for at få fingre i.
Imidlertid giver en paragraf i Skattekontrolloven Skat mulighed for at kræve oplysningerne udleveret hos teleselskaberne uden retskendelse.
Formålet med oplysningerne er ifølge Skat at finde ud af, om en person har betalt det rigtige beløb i Skat.
Folketingets Skatteudvalg har efter Computerworlds afdækning af problemet spurgt Thor Møger Pedersen, om han synes det er rimelig at Skat afkræver teleselskaberne dagbøder for at nægte at udlevere oplysningerne.
Dagbøder er rimeligt
"Jeg mener [...], at det er rimeligt, at et teleselskab kan pålægges daglige bøder, når selskabet vægrer sig mod udlevering af oplysninger, som det er forpligtet til," svarer Skatteministeren udvalget.
Svaret er interessant, ikke mindst fordi teleselskabernes interesseorganisation har raset over Skats praksis og opfordret medlemmerne til at nægte at udlevere de følsomme oplysninger om kunderne.
Omvendt har Skat fastholdt muligheden overfor teleselskaberne, men har dog endnu ikke har rejst krav om dagbøder, fremgår det af et andet af de mange svar fra ministeren i sagen.
"SKAT har [...] oplyst, at der indtil videre ikke er varslet dagbøder i Money Transfersagerne[...],"skriver ministeren.
Ifølge Thor Møger Petersen har Skat oplyst ham, at myndigheden i 11 tilfælde sendt breve ud til teleselskaberne i relation til operation Money Transfer, fremgår det af svaret.
Skat har tidligere i flere omgange forklaret, hvorfor teleoplysningerne er interessante, Og hvorfor de har lov til at få dem udleveret uden retskendelse.
Skat har også fortalt, at teleselskaberne i øvrigt tidligere har udleveret de sensitive oplysniger uden ballade.
Brancheforeningen er som nævnt ikke synderligt glad for ideen og har opfordret medlemmerne til at nægte, men er dog i dialog med Skat om spørgsmålet.
Senest har chefjurist Jacob Mchangama hos den borgerlige tænketank Cepos i et notat indgående kritiseret Skats praksis, som han mener overtræder Menneskerettigheds-konventionens sikring af borgere og virksomheders ret til privatliv.
Det har Skat imidlertid kaldt en misforståelse.