Den næste generation af Intels ultrabook-processor bliver forsinket. Det har Intels vice president Sean Maloney nu bekræftet i et interview med Financial Times i Beijing. Han nævner juni som det mest sandsynlige lanceringstidspunkt for processoren.
Der har i længere tid været rygter om, at Ivy Bridge bliver forsinket - i hvert fald til de supertynde ultrabooks. Intel fortæller ikke, om forsinkelsen også gælder for desktop-udgaven af Ivy Bridge. Det var ventet at lanceringen allerede ville ske i marts eller april.
Sean Maloney afviser at forsinkelsen for ultrabook-processoren skyldes det svage salg af ultrabooks. Forklaringen skal findes i produktionen, hvor det tager længere tid at omstille til de nye processorer med 22-nanometer-strukturbredde og Intels 3D-transistorer.
Det ser ud til at Intel ikke kan fremstille Ivy Bridge i den nødvendige mængde; det kan betyde at man vælger først at lancere desktop-cpu'en og så senere komme med notebook-udgaven, når produktionen er kommet op i fart.
En anden forklaring kan være, at man venter på lanceringen af Windows 8. Nogle af strømspare-funktionerne i Ivy Bridge kan kun udnyttes med Microsofts næste operativsystem.
Ny 3D-transistor
Ivy Bridge er en helt central komponent i Intels ultrabook-satsning. Den skal gøre de tynde bærbare meget hurtigere. Ifølge Intel er grafikydelsen forbedret med 70 procent i forhold til Sandy Bridge og der er indbygget understøttelse for USB 3.0.
Den nye processor-generation bruger den samme mikroarkitektur som Sandy Bridge, men strukturbredden er reduceret fra 32 til 22 nanometer. En af de mest spændende nyheder i Ivy Bridge er en 3D-transistor kaldet Tri-Gate. Her er der altså tale om et helt nyt design til computerens transistorer.
Ifølge Intel er der tale om et meget fundamentalt gennembrud i processor-teknologi, der skal garantere at Moore's lov også kan holde mange år frem. De nye 3D-transistorer leverer op til 37 procent højere ydelse end aktuelle 22-nm-transistorer ved lav spænding. Eller de kan levere den samme ydelse med det halve strømforbrug.
Det skulle gøre processorerne meget velegnede til mobile enheder, som smartphones og tavlecomputere.
Fordobling i transistor-tallet
En 22-nm-mikroprocessor kan indeholde omtrent det dobbelte antal transistorer på det samme areal i forhold til en 32-nm-processor. Faktisk er der plads til seks millioner transistorer på et areal, der svarer til punktummet for enden af denne sætning.
En 22nm Tri-Gate transistors porte er så små, at man kan placere 4.000 af dem ved siden af hinanden på tværs af et menneskehår. Sammenlignet med Intels første mikroprocessor, 4004'eren, der blev introduceret i 1971, så er en 22nm cpu 4.000 gange hurtigere, og hver transistor bruger omkring 5.000 gange mindre strøm. Prisen per transistor er faldet med en faktor på omkring 50.000.
Tri-Gate konceptet blev præsenteret helt tilbage i 2002, men det har altså taget næsten ti år at udvikle de første produkter baseret på teknologien.
Teknologien skal også bruges til en kommende generation af Atom-processorer fra Intel.
Intel vil fortsat følge sin såkaldte tick-tock-strategi. Hvert andet år kommer en helt ny mikroarkitektur - sidste gang var det Sandy Bridge - og hvert andet år bliver den eksisterende arkitektur flyttet til en lavere strukturbredde. Det er så Ivy Bridge, hvor man rykker til 22 nm.