Konkurrenter som Dell og Fujitsu stod sidste år i kø for at bejle til HP-forhandlere i forbindelse med HPs strategiske vaklen omkring fremtiden for producentens pc-division.
Men frierierne var forgæves, fortæller HPs europæiske PSG-chef Andre Bodson, da CRN møder ham i Las Vegas, hvor 3000 HP-forhandlere fra 83 lande i disse dage er samlet til HPs årlige partnerkonference.
»Faktisk viste hele forløbet at understrege, hvor godt et forhold vi har til vores partnere. For da den første udmelding kom, mødte vi stor støtte fra vores forhandlere, og da Meg Whitman senere gik ud og fortalte, at PSG blev hos os, var der igen stor opbakning fra partnerne. Vi har ikke mistet én eneste partner i EMEA-regionen efter udmeldingen i juni,« bedyrer Andre Bodson.