I USA har militæret i de sidste to år testet smartphones og tavlecomputere. Her er kravene til sikkerheden langt større end for normale brugere, og militæret udvikler derfor en modificeret version af Android. Det skriver CNN.
Det nye Android med høj sikkerhed skal både bruges af militæret og myndigheder til at håndtere fortrolig kommunikation.
Myndighederne er også interesseret i at bruge iPhone og iPad, men Apple har afvist at give adgang til iOS-operativsystemets kildetekst. Her er det nemmere med Android, hvor kildeteksten allerede er tilgængelig.
"Android (Google) var mere samarbejdsvillig når det gælder om at understøtte nogle af de funktioner som vi ønsker i operativsystemet, mens Apple modsatte sig. De ændrer deres strategi nu," siger Angelos Stavrou fra George Mason University, der har deltaget i projektet.
Hverken Apple eller Google har ønsket at kommentere historien. Men Stavrou fortæller at man kan være klar med en opdatering til den sikre version af Android to uger efter, at Google kommer med en ny version af det "normale" Android.
Der er angiveligt tale om en række modifikationer i operativsystemets kernel, hvor brugerne kan vælge hvilke data Android og applikationerne skal sende over nettet. Der er også en række begrænsninger på, hvilke applikationer man kan køre.
"Når du downloader en applikation til din telefon, kan du ikke rigtig vide hvad den gør. Vi tester applikationen i laboratoriet før den kommer ud til brugeren," siger Stavrou.
Selv harmløse applikationer kan skabe problemer. En vejr-applikation sender måske telefonens GPS-koordinater for at kunne levere en lokal vejrudsigt, eller et spil sender telefonens unikke ID sammen med high-scoren.
I det super-sikre Android skal brugeren godkende eller afvise hver enkelt datatransmission ud på nettet.
"Folk vil spille 'Angry Birds' og det skal selvfølgelig også være muligt. Men hvis en ur-applikation henter din GPS og sender noget over nettet, så vil vi blokere det," siger Stavrou.
Hos efterretningstjenesten NSA arbejder man på en alternativ version kaldet Security Enhanced Android, hvor sikkerheden skulle være endnu strammere. Men den bliver sandsynligvis begrænset til et mindre antal udviklere.