I sidste uge blev den største japanske mobiloperatør NTT Docomo ramt af et alvorligt nedbrud. Nu har teleselskabet analyseret nedbrudet og det skyldes angiveligt en voldsom trafikmængde i mobilnettet - udløst af Android-applikationer. Nu vil NTT Docomo tage kontakt til Google for at få lavet ændringer i Android, så man undgår lignende nedbrud i fremtiden. Det melder det japanske erhvervsblad Nikkei.
Teleselskabet vil gå sammen med andre operatører og internet-udbydere for at lægge pres på Google og udbydere af applikationer til Android. Nogle Android-programmer sender kontrolsignaler med 3-5 minutters mellemrum - selv når de ikke er aktiveret. Docomo har især fundet problemer med én konkret applikation til ip-telefoni.
Det store nedbrud skete sidste onsdag mellem kl. 8.30 og 13.00 lokal tid, hvor omkring 2,5 millioner mobiltelefon-brugere i Tokio blev afskåret fra mobilnettet. Docomo fortæller at selskabets packet-switches blev overbelastet.
Det var det sjette store nedbrud hos teleoperatøren i løbet af et halvt år. Nu vil NTT Docomo investere mere end 3,5 mia. kr. i at udbygge kapaciteten i sit netværk. Seks topchefer har fået reduceret deres løn med 10-20 procent som straf.
Men samtidig forsøger man altså at presse Google til at reducere datatrafikken fra Android-telefonerne. NTT Docomo har indtil nu forgæves forsøgt at få en aftale om at sælge konkurrenten Apples iPhone i Japan.
Den mobile datatrafik ventes at stige voldsomt i de kommende år. Ericsson har forudsagt at trafikken bliver tidoblet frem til 2016.