Det var efter politiets opfattelse en af de registrerede deltagere på Oracles brugerkonference i september, der med en indtelefoneret bombetrussel fik evakueret Moscone Centeret for 11.000 konferencegæster.
Politiet i San Francisco anholdt i fredags den 19-årige, der skulle have brugt et specielt tekst til tale-program til at læse sine bombetrusler op på telefonen.
Manden, der arbejdede som frivillig hjælper for en borgmesterkandidat i San Francisco, risikerer en lang fængselsstraf, da den amerikanske strafferamme for bombetrusler kan give fem år per trussel.
Ifølge avisen San Francisco Gate var manden registreret som deltager på Oracles brugerkonference, Oracle World, men han fik sin adgang til konferencecentret begrænset
Foruden bombetruslen mod Oracle World mistænkes manden for at stå bag lignende bombetrusler mod syv forskellige amerikanske bygninger og institutioner.
- Han har en baggrund som computerhacker og var tilsyneladende utilfreds med hele det etablerede samfund, vurderer politiinspektør Rich Moses overfor San Francisco Gate.
Et af målene for hans bombetrusler var en biograf, hvor han selv havde arbejdet. Og da det gik op for politiet, at han også havde været registreret gæst på Oracle World, klappede fælden.