Download beta af fotografens bedste ven: Lightroom 4

Adobe er klar med en betaversion af sit billedbehandlingsprogram Lightroom 4, og det kan nu både justere fotos og video. Du kan downloade og prøve programmet her.

De seneste år har Adobe jævnligt opdateret sit fotoredigeringsprogram Lightroom, der er målrettet både seriøse amatører og professionelle fotografer, og nu er en betaversion af fjerde udgave klar.

Programmet er væsentligt lettere at gå til end Adobe Photoshop, som er udstyret med så mange avancerede funktioner, at det ville kræve en brugermanuel på størrelse med en telefonbog at beskrive dem alle detaljeret.

Lightroom har et mere brugervenligt udseende, og det kræver ikke den store indsats at lære at beherske programmet.

Meningen er da også, at programmet skal forbedre fotografens arbejdsproces, så der kan bruges mere tid på at skyde billeder og mindre tid foran computeren.

Med Lightroom er det muligt at justere eksponering, hvidbalance, farver og lægge effekter på dine billeder, så de får noget mere kant eller ser professionelle ud.

Det kan klares med få klik takket være funktionen presets, som du kan lære mere om her.

Nu med bedre video

Lightroom 4 har i betaversionen fået en række forbedringer i Develop-modulet.

Det er den del af programmet, der bruges til at justere billeder.

En af nyskabelserne er en såkaldt soft proofing-funktion, som hjælper fotografen med at tilpasse fotoets farverum, så man på forhånd kan se, hvordan fotoet ser bedst muligt ud på det medie, hvor det skal præsenteres, hvad end det er tryk eller web.

Der er også blevet plads til et Book-modul i Lightroom 4.

Det betyder, at det er blevet nemmere at skabe, publicere og sælge fotobøger i professionel kvalitet.

Programmet har en række forskellige skabeloner, som gør arbejdet lettere, og der er et direkte link til Blurb, som er en tryktjeneste.

Som en anden nyskabelse har Adobe forbedret Lightroom, så programmet bedre håndterer videooptagelser, som stort set alle nyere kameraer er i stand til at skyde.

Det er muligt at justere optagelserne og udtage stillbilleder fra videoklip. De færdige videoklip kan eksporteres direkte til eksempelvis Facebook.

Test selv, men kun med kopier

Det er gratis at prøve betaversionen, og det er muligt at give feedback direkte udviklingsholdet bag Lightroom.

Adobe anbefaler, at du ikke arbejder med originalfiler, men i stedet med kopier af dine billeder, når du bruger betaversionen.

Den færdige udgave af Lightroom 4 er klar senere på året, og prisen forventes at ligge omkring 2.400 kroner.

Du kan downloade og prøve betaversionen af Lightroom 4 her
.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere