»En overskudsgrad på under en procent er ikke godt nok.«
Sådan sammenfatter direktør Jan Misser fra infrastruktur- og ERP-forhandleren Datacon sit seneste regnskab.
Resultatet før skat lyder på lige over to millioner kroner.
Det er mindre end en tredjedel af resultatet året før, hvor Datacon fik et plus på 6,3 millioner kroner.
Resultatet er kommet i hus på baggrund af en omsætning på 239 millioner, hvilket er en lille stigning på knap to procent i forhold til året før.
»Vi gik efter et overskud på 10 millioner, så vi kan ikke være tilfredse," siger Jan Misser.
"På den anden side: Som markedet og samfundsøkonomien har set ud det seneste år, er det måske ikke så tosset. Og vi tager da også markedsandele. Men det er frustrerende, når vi selv synes, vi har potentialet til noget større,« lyder det fra Jan Misser.
Han forklarer den manglende opfyldelse af ambitionerne med et hårdt marked for Dynamics AX, hvor omkostningerne på salgssiden har været højere end forventet.
»Vi har haft stigende omkostninger på presales-arbejdet i nogle projekter, vi har været ude og hente hjem, ligesom vi har ryddet op i nogle gamle projekter.«