Læs også: Statens It kæmper med it-flytning efter valget
Finansminister Bjarne Corydon (S) skal redegøre for, hvorfor flere hundrede statslige ansatte her flere måneder efter valget endnu ikke er helt oppe at køre it-mæssigt.
"Det virker meget dårligt tænkt, at regeringen har lavet så store ændringer, at de berørte kun kan arbejde i begrænset omfang," udtaler it-ordfører Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.
Han undrer sig over udmeldingen fra Statens It om, at man først er helt på plads i løbet af første kvartal i år.
"Hvis det så bare drejede sig om en kort periode, så ok, men det her ser jo ud til at trække ud i månedsvis. Det duer ikke," forklarer it-ordføreren.
Spild af skattekroner
Han vurderer, at det må være frustrerende for de ansatte, ligesom det er splid af skattekroner.
"Det må være møgfrustrerende for de berørte, ligesom det jo også er spild af skattekroner. Jeg vil derfor tage fat i ministeren og spørge til sagen," siger Dennis Flydtkjær.
DF'eren vil derfor stille en stribe spørgsmål til finansministeren, da Statens IT ligger under Finansministeriet.
Støtteparti undrer sig
Også hos regeringens støtteparti, Enhedslisten, undrer man sig.
"Det lyder rigtig dyrt, når så mange af statens it-medarbejder venter flere måneder på at kunne komme ordentligt i gang med deres arbejde," siger it-ordfører Stine Maiken Brix fra Enhedslisten.
Hun har tidligere spurgt statsminister Helle Thorning-Schmidt(S) til den store ressortomlægning med nedlæggelse af blandt andet IT- og Telestyrelsen.
"Jeg mangler overbevisende argumenter fra regeringens side om, hvorfor det er vigtigt at bruge så mange ressourcer på at flytte rundt på mennesker og arbejdspladser," lyder det fra Stine Maiken Brix.