Med virkning fra årsskiftet overtog det Thisted-baserede it-firma Bornerups DataCenter aktierne i det 30 år gamle it-firma Datek A/S i Herlev med otte ansatte.
Hensigten er at fusionere de to selskaber med Bornerups DataCenter som det fortsættende selskab.
Firmaets hovedafdeling og administration bibeholdes i Thisted.
Efter fusionen vil Bornerups DataCenter have 22 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Thisted samt afdelingskontorer i Aalborg og Herlev. Den årlige omsætning bliver på godt 26 millioner kroner.
Der er ikke sluppet oplysninger ud om salgsprisen.
Virksomhedens hovedaktiviteter vil fortsat være salg, support og systemudvikling indenfor Microsoft Dynamics C5, NAV og CRM.
Men med overtagelsen af Datek vil Bornerups DataCenter også sælge pc'er, printere og netværksløsninger på Sjælland.
Generationsskifte
Baggrunden for overtagelsen er, at Gorm Hansen, der ejer Datek i Herlev, som led i et generationsskifte, ønskede at afhænde virksomheden.
Begge virksomheder har mange års erfaring med levering af økonomisystemer til erhvervslivet, begge virksomheder har Microsoft Dynamics C5 som deres hovedprodukt og supplerer derfor hinanden godt.
Direktør og ejer af Datek, Gorm Hansen, fratræder i forbindelse med overtagelsen, mens de øvrige medarbejdere fortsætter.
Dateks medlemsskab af den landsdækkende kæde af it-forhandlere CBC forventes at fortsætte uændret.