Med opkøbet af den lille Kastrup-forhandler It Service Partner lægger C5-specialisten Inventio i Herlev endnu et par alen til sin voksende forretning.
Med i handelen følger, hvad Inventio-direktør Thomas Klavsen betegner som »en god portion« nye C5-kunder - fortrinsvis fra det storkøbenhavnske område - som han satser på at betjene med onlineversionen af det populære økonomiprogram. Derudover følger den hidtidige medejer af It Service Partner Kenneth Grupp Madsen, som allerede har sagt goddag til sine knap 50 nye kolleger hos Inventio.
Det er dermed anden gang i år, at Inventio opsluger en mindre konkurrent. I foråret var det Roskilde-forhandleren Supervisor-It, som gik samme vej og blev en del af Inventio. Og Thomas Klavsen vil bestemt ikke udelukke, at flere opkøb kan være på vej.
»Vi har altid opkøbsemner i kikkerten. Vi er interesserede i at komme videre, så vi kan blive den ubestridt største C5-partner herhjemme,« siger Thomas Klavsen.
Han ser opkøb som en god metode til at få nye og stærkere kompetencer ind i virksomheden.
»Der er altid slåskamp om gode C5-konsulenter, som lige nu er svære at få fat på. Men det her en måde at få flere kompetencer indenbords,« siger Thomas Klavsen.