To år efter Nets blev skabt ved en fusion af danske PBS, Teller og BBS har Rune Fjeldsted besluttet at stoppe som koncernchef for Nets, der er en af de største virksomheder i Nordeuropa inden for betalingskort og betalingsløsninger.
Nordmanden trådte til som øverste chef for Nets i april sidste år, så han nåede kun at være øverste chef for koncernen i omkring halvandet år.
Beslutningen om at sige op har Fjeldsted truffet mindre end et år efter, at flere danske topfolk forlod koncernen, og der har, ifølge Computerworlds kilder, siden da manglet folk i ledelsen med indsigt i det danske marked for betalingssystemer.
Sidste nyt er, at bestyrelsen i Nets har konstitueret Mette Kamsvåg Grimstad (40) som koncernchef og administrerende direktør (CEO).
Mette er i dag Group Executive Vice President Payment, Informations & eSecurity i Nets. Direktionen i Nets består derefter af: Mette Kamsvåg Grimstad, CEO og Jesper Bramming, økonomidirektør (CFO).
Vigende resultater
I den udsendte pressemeddelelse gives der ingen grund til opsigelsen, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rune Fjeldstad selv.
Resultaterne i Nets har været vigende det seneste år, men det vides ikke, om dette faktum har haft indflydelse på Fjeldstads beslutning om at sige op.
Selv om omsætningen steg fra 2009 til 2010, blev resultatet før skat i 2010 godt en kvart milliard kroner mindre end i 2009.
Et naturligt tidspunkt
Det lykkedes at få hul igennem til Peter Lybecker, bestyrelsesformand i Nets. Han har denne kommentar til baggrunden for koncernchefens farvel:
"Når du foretager sådan en fusion, så kommer der et tidspunkt, når den fælles ledelse og den fælles struktur er på plads, hvor det vil være naturligt at overveje 'whats next', og det er det, Rune har gjort. Hvis du skal have detaljer om hans fremtidsplaner, så må du have fat i ham selv."
Som bestyrelsesformand i Teller og BBS før fusionen var Rune Fjeldstad en af arkitekterne bag den samlede virksomhed Nets, og han har som nævnt været koncernens administrerende direktør siden april måned sidste år.