Læs også:
Adobe stopper udvikling af mobil Flash Player
Gårsdagens udmelding fra Adobe om, at firmaet ikke længere vil satse på Flash-teknologien til de mobile enheder, har sat spekulationer i gang blandt it-kommentatorer verden over.
Mange er nu fremme med argumenter om, at Microsoft også vil bøje sig for HTML5 og dumpe firmaets Silverlight-teknologi.
Silverlight er Microsofts Flash-pendant, der kan vise multimedie-indhold.
Eksempelvis stiller ZDNets Microsoft-kommentator et solidt spørgsmålstegn ved, om der kommer en version 6 af Silverlight.
Også Tech-siden Engadget spekulerer i Silverlights fremtid.
HTML er nok
Adobe forklarede i forbindelse med fyringen af Flash, at HTML nu er universelt understøttet på de største mobile enheder.
Det gør HTML5 til den bedste løsning til at skabe og implementere indhold i browseren på tværs af mobile platforme, lød det fra Adobe.
Det samme gælder for Silverlight, hvilket kan gøre teknologien overflødig i fremtiden.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Microsoft, men det er endnu ikke lykkedes.