For første gang har Kina præsenteret en ny supercomputer med chips som er udviklet og produceret lokalt. Ifølge New York Times blev den nye Sunway Bluelight præsenteret på en konference i Jinan. Her ligger det kinesiske National Supercomputer Centre, hvor den andenhurtigste supercomputer i verden - Tianhe-1A - er installeret.
Det ventes at Sunway Bluelight bliver placeret blandt de 20 hurtigste computere i verden. Den indeholder 8.700 Shenwei SW1600 processorer, der bliver fremstillet i Shanghai.
Kina er langt bagefter når det gælder processor-teknologi og derfor kommer det som en overraskelse, at landet har formået at bygge en supercomputer med sine egne processorer.
Den teoretiske maksimale ydelse i Sunway Bluelight ligger angiveligt på 74 pct. af ydelsen i Jaguar, som er den hurtigste supercomputer i USA.
"Det er lidt af en overraskelse," siger Jack Dongarra, der er chef for Top500-projektet, som udgiver ranglisten over verdens hurtigste talknusere.
Sidste år tog Tianhe-1A førstepladsen på Top500-listen. Det var første gang, at Kina havde erobret titlen for verdens hurtigste computer, og den japanske K Computer har da også sidenhen overhalet kineserne.
Men Tianhe-1A bruger chips fra Intel og Nvidia - og er dermed ikke helt "hjemmebrygget". Nu har kineserne formået at bygge en supercomputer helt fra bunden - og det er åbenbart genstand for stor national stolthed.
Ifølge eksperter minder den nye kinesiske processor om Intels chips, men det er måske slet ikke cpu'en, der er det mest interessante i den nye supercomputer. Den har et meget lavt strømforbrug - kun én megawatt - og den bruger et nyt avanceret system til vandkøling, som angiveligt kan skaleres helt op i exaflop-klassen.
I USA har man ambitioner om at bygge en supercomputer med en ydelse på mindst én exaflop (de nuværende topmaskiner kan præstere 10-20 petaflops) inden udgangen af årtiet. Med den nuværende teknologi vil det kræve enorme mængder af energi - en sådan supercomputer har brug for sit egen atomkraftværk.
Nu ser det ud til at kineserne har udviklet en teknologi, der gør det muligt at bygge en exaflop-supercomputer med et meget lavere strømforbrug.