Det ypperste værktøj til billedbehandling får nu tilføjet endnu en funktion, der får digitale troldmænd til at tage hatten af.
Finten hedder image deblurring, og den gør Photoshop i stand til at få rystede billeder til at se helt skarpe ud.
Billedbehandlingsprogrammet er ganske enkelt i stand til at analysere et foto for at se, hvordan rystelserne er opstået.
Typisk har lukkertiden været for lav, og det har ikke været muligt at holde kameraet stabilt, så det er vugget lidt op og ned, mens billedet er blevet taget.
Det gør både tekst og personer slørede, men Photoshop er nu i stand til at "spole" bevægelsen tilbage og dermed gøre billedet skarpt.
Der blev optaget en snusket mobil-video af finten, da den blev vist som sneak preview på Adobes store MAX-konference i Los Angeles for kort tid siden.
Videoen har fået stor opmærksomhed på nettet med over en millioner visninger, men vi har ventet med at bringe et klip af image deblurring, indtil vi havde fingre i en video af noget bedre kvalitet.
Adobe har i øvrigt fået kritik for at have fiflet lidt med et af billederne for at få præsentationen til at fremstå ekstra imponerende.
Et billede af Kevin Lynch fra Adobe med en mikrofon i hånden var egentlig ikke sløret og rystet til at begynde med.
Det var fint fokuseret, men efterfølgende gav Adobe det et syntetisk slør. Kritikken går derfor på, at det har været nemmere at "spole" billedet tilbage til start, da det ikke var dårligt til at begynde med.
Photoshop blev dermed beskyldt for at være blevet udsat for...Photoshop. Døm selv - her er præsentationen af image deblurring fra konferencen MAX 2011:
Du kan i øvrigt læse mere om image deblurring her.