Mens rygter har verseret om et muligt Atea-køb af Kerfi, har Kerfi lagt låg på spekulationerne med det nye islandske ejerskab, der blev annonceret forleden. Det skriver it24.
»Med den konsolidering, der har været på markedet med Qbranch/DMX, DGC/Bradata og Portal, Benzler og Atea er dette et klart budskab. Vi er ikke kandidater til en overtagelse, for nu får vi en stabil ejer,« lyder det fra den svenske Kerfi-direktør Mikael Karlsson.
Den nye ejer er den nye nordiske it-koncern Skyrr, med islandske rødder. Den kan ses som en mindre udgave af Atea.
»Atea er meget større end os, men på udbudssiden er vi temmelig ens. Vi har stadig produktsiden, men vores store vækst ligger i vores outsourcing især med blik for mellemstore virksomheder,« siger Kerfi-direktøren om den nye it-koncern.