Som en protest mod den udvidede elektroniske overvågning, der indgår i den såkaldte logningsbekendtgørelse, opfordrer Enhedslisten nu de danske internet-brugere til at sende alle deres personlige mails til Justitsministeriet mandag den 24. september.
Bekendtgørelsen trådte i kraft lørdag den 15. september og betyder, at data om hvem man ringer, sms'er og mailer til, nu gemt i ét år. De nye regler skal bekæmpe terror, men Enhedslisten mener, at overvågningen har taget overhånd.
»Vi opfordrer alle mennesker, der vil protestere mod overvågningen, til at sende deres mails direkte til Justitsministeriet. Hvis de er så interesserede i, hvad vi almindelige borgere går og laver, så skal de da få hvad de vil have,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, folketingskandidat for Enhedslisten.
Hun forventer at aktionen på mandag vil få bred opbakning. Enhedslisten mener at loven er hullet, fordi det er nemt at undgå overvågningen, for eksempel ved at sende mails fra biblioteket eller ringe fra en mobil med taletidskort.
»Med aktionen vil vi vise justitsministeren, hvad det er for nogle absurde datamængder og oplysninger, hun mener der skal gemmes. I stedet for at snage i almindelige menneskers privatliv, burde hun lave nogle tiltag mod terror der rent faktisk virker. Selv den dummeste terrorist kan finde måder at komme uden om de nye regler. Lene Espersen burde sikre den personlige frihed, frem for at krænke den,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.