Næsten alle kommuner - undtagen København - har valgt KMD's Opus-system til lønstyring, men Køge Kommune har endnu ikke besluttet sig.
Køge, der ved flere lejligheder er gået sine egne IT-veje, overvejer enten at gå i EU-udbud med sit lønsystem for at få noget mere at vælge imellem frem for bare at stå på KMD's Opus, eller kaste sig ud i et udviklingsprojekt sammen med netop KMD.
- Vi vil gerne have et mere formfuldendt løn- og økonomisystem. Vores ide er, at det må være mere smidigt og rationelt at samtænke de to, så man undgår en bunke snitfladesystemer og samtidig høster nogle manuelle arbejdsbesparelser, forklarer Steen Wistoft, der er personalechef i Køge Kommune.
Han understreger, at projektet er i sin vorden. Køge er midt i at veje fordele og ulemper op mod hinanden. EU-udbudet er dyrt, men giver flere valgmuligheder. Udviklingsprojektet har stort potentiale, spørgsmålet er bare, om det er rentabelt inden for en overskuelig fremtid. Der skal betydelige interne ressourcer til, og det kan tage så lang tid, at det kan blive svært at holde det gamle KLP-lønsystem i luften så længe.
- Ideen er måske udtryk for lidt utålmodighed - hvis vi vil have et styringsværktøj, der ikke er på markedet, må vi prøve at finde nogen, der kan hjælpe os med at udvikle det. Men vi vurderer, at ideen er så god, at vi i givet fald ville kunne få andre kommuner med. Det vil måske også være en forudsætning, siger Steen Wistoft.
KMD synes også om ideen. Så godt, at den forretningsansvarlige for det SAP-baserede Opus-system, Leif Ilsøe, siger, at KMD vil lave udviklingsprojektet, lige meget om Køge er med eller ej. KMD har vendt ideen med flere andre kommuner.
Næste store ting
- Vi vil det her. For os er det et strategisk parameter for at komme videre. Det bliver den næste store "klump" efter Opus, at vi får økonomisystemet med også, understreger han.
I forhold til, at KMD er blevet kritiseret for sit de facto monopol blandt kommunerne, understreger Leif Ilsøe, at selv om han naturligvis gerne ville have 100 pct. dækning af økonomisystemerne, så vil det nye kunne fungere med andre end KMDs.
- Det er en styringsløsning, vi laver. Andre systemer vil også kunne levere data dertil Det er bare at få snitfladerne til at hænge sammen, forklarer han.
Det er historisk betinget, at kommunerne har separate løn- og økonomisystemer. At det nu trækker op til integration udspringer af, at de kommunale enheder efterhånden styres, som var de private.
- I virkeligheden er det virksomhedsstyring, der bedrives nu. Tidligere tog man udgangspunkt i omkostningerne, hovedsagelig lønninger, og lagde sit budget derefter. Nu får man et antal millioner til at drive sin organisation, og lederne kan f.eks. selv bestemme, om de vil købe ydelser ude i byen. Det stiller andre krav rent styringsmæssigt, siger Leif Ilsøe.
København
I den nylige udbudsrunde, hvor Københavns Kommune valgte Accenture, får man også koordineret systemerne, i og med at økonomisystemet, som lønnen nu kommer til det, kører på Oracle.
- Vi kunne godt have andre systemer, men det, at vi får det samme, er en fordel. Snitfladeproblematikken bliver forenklet, siger vicedirektør i Københavns Kommune Jimmy Kevin Pedersen.
Københavns Kommunes fravalg af KMD gav anledning til anklager om, at valget var politisk betonet, fordi København ikke er medlem af Kommunernes Landsforening og gerne ser andre leverandører på markedet. Det afviser Jimmy Kevin Pedersen.
- Udbudet viser, at konkurrence er godt, og det virker. Hvis KMD var kommet med det billigste tilbud, havde de fået ordren. Vi går efter bogen, og vi vil have det billigste og bedste. Derudover tror jeg, det kan have en gunstig effekt på markedsdannelsen, at en stor kommune som os vælger noget andet end KMD. Det er jo meget konkret - når man kun har en at spørge, er prissætningen som regel dårligere, end hvis man har flere. Det er meget afgørende at have flere spillere på markedet.
Københavns Kommune sparer 43 mio. kr. over seks år og får en markant forbedring af det gamle KLP-system ved at købe Accenture/Oracle-løsningen og udlicitere driften.
Denne artikel stammer fra avisen Computerworld.