Hector Ruiz har trukket sig fra direktørposten hos AMD, efter virksomheden leverede et underskud på 5,6 milliarder kroner for andet kvartal. Hans efterfølger bliver Dirk Meyer, der har haft en dirktørstilling i virksomheden i to år.
Ruiz er dog ikke ude af virksomheden. Han indtræder som formand for bestyrelsen, og bliver ved med at være tilknyttet ledelsen, for at sikre en gradvis overgang.
Afløseren Dirk Meyer har været i virksomheden i 12 år, og var fra 2001 til 2006 chef for AMDs mikroprossesorvirksomhed med ansvar for forskning og udvikling, produktion, drift og markedsføring. Han blev udnævnt til direktør i 2006 og som bestyrelsesmedlem i 2007.
AMD har genereret underskud, siden virksomheden i 2006 købte grafikspecialisten ATI. Meyer planlægger at koncentrere AMD omkring områder med stor volume, som pc'er og servere, og lægge mere vægt på pålidelig levering og effektivitet. Virksomheden har længe kæmpet med leveringsforsinkelser i kampen mod den største konkurrent, Intel.