Hvad holder du mest af ved it-branchen?
De konstante forandringer og mulighederne for hele tiden at skabe nye løsninger.
Hvad holder du mindst af ved it-branchen?
At der ind i mellem dukker en ”lykkeridder” op, der ødelægger ryet for en masse kompetente og seriøse mennesker indenfor branchen.
Hvad er du mest stolt af i din it-karriere?
At opbygge virksomheden Komplex It sammen med en masse kompetente medarbejdere og kunne fastholde en række idealer omkring hvordan man behandler kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere med et positivt resultat til følge. Det er jeg meget stolt af.
Hvad er du mindst stolt af i din it-karriere?
En stiuation i starten af 90’erne, hvor jeg skulle præsentere mobile computing for en fagforening. Hele præsentationen var langt an på at der var forbindelse via GSM-nettet. Desværre var der ingen GSM-dækning på stedet hvor præsentationen skulle holdes og det blev en meget pinlig forestilling. Dér var jeg ikke ret stolt.
Hvilken person i it-branchen har betydet mest for dig?
Jeg har været begunstiget af at møde mange dygtige og hjælpsomme mennesker som har betydet noget for mig. Skal jeg vælge én må det være André Rohde der i 1988 ansatte mig i Nokia Data (senere ICL), velvidende at jeg ikke vidste et klap om EDB - som det hed dengang.
Hvor ville du være i dag, hvis du kunne gå tilbage i tiden og selv udforme din karriere?
Det strider imod min natur at lave om på noget, jeg har gjort.
Hvad laver du om 10 år?
Ingen idé. Jeg synes, vi alle har travlt med at lave langsigtede målsætninger som er svære at leve op til og oftest er urealistiske. I stedet for en ledestjerne bliver det et åg. Vi lever i en verden som er ekstremt foranderlig. Om 10 år laver jeg noget som er det rigtige for mig og mine nærmeste på det tidspunkt.
Hvilket job - udover dit nuværende - ville du have, hvis du var økonomisk uafhængig og kunne vælge frit?
Hvis jeg ikke kan vælge mit eget job, vil det være som ejer af et ”fusions-gourmet-artistide-wellness-resort” sammen med min dejlige kone i det sydlige Provence.
Hvad er den største trussel mod din del af branchen?
At Staten fortsætter udelukkelsen af mindre it-forhandlere via Finansministeriets rammeaftaler og kun tilgodeser enkelte producenter og meget store It-forhandlere.
Hvad ville du gøre, hvis du var Danmarks it-minister?
Walk as you talk. Som It-minister ville jeg sørge for fornuftig vækst og give grobund for talentudvikling. Som It-minister ville jeg ansætte kreative og indsigtsfulde medarbejdere i departementet som forstår hvad der skal til for at drive it-virksomheden Danmark. og så ville jeg lægge vægt på kvalitet, deadlines og TCO fremfor om man kan spare to kroner på en musemåtte.
Hvordan takler du arbejdspres?
Når man er en del af It-branchen, skal man elske arbejdspres og være en lille smule masochistisk indstillet. Når jeg føler, at det tager overhånd inddrager jeg mine medarbejdere og min familie. Begge dele hjælper på hver sin måde.
Hvordan kobler du af?
Er sammen med familien, Spiller guitar, løber, dyrker fitness eller andre ting af ”non-business” karaktér. Som leder synes jeg også, at det er vigtigt at koble af sammen med medarbejderne, hvilket vi ind i mellem gør med vores racerbane på Herlev-kontoret.