Internet-organ vil spam til livs

Organisationen Anti Spam Research Group er ved at lægge sidste hånd på et sæt standarder, der skal gøre livet surt for spammere. Første skridt på vej til næste generation af e-postteknologien bliver rullet ud allerede i år.

Det skal være slut med, at spammere gemmer sig bag falske afsenderadresser.

Organisationen Anti-Spam Research Group (ASRG) forventer inden for de næste par år at forandre e-mail-teknologien så meget, at spam stort set vil forsvinde.

ASRG er tilknyttet organisationen Internet Engineering Task Force (IETF), der fastsætter de tekniske standarder for internettet.

Over for internetmagasinet Internetweek har formanden for ASRG, Paul Judge, afsløret en række af de teknologier, man arbejder på i samarbejde med en lang række af verdens største internetudbydere.

- Det er en fordel, at vi har hele internetsamfundet med i arbejdet. Det er en enestående situation, at konkurrerende virksomheder samarbejder om at løse et fælles problem, og det giver os mulighed for hurtigt at komme med en brugbar løsning, siger Paul Judge til Internetweek.

Spam kan bekæmpes på to fronter: juridisk og teknisk. I EU-landene er spam forbudt, og derfor er det hovedsageligt udlandet og især USA, der leverer spam til danskernes e-postkasser.

Det vil altid være muligt for spammere at finde et land med en liberal spamlovgivning, så derfor kommer man ikke uden om at supplere lovgivningen med teknik.

Slut med falske afsendere

Det mest lovende tiltag fra ASRG bygger på den nuværende domæneserverteknologi. En udbygning under navnet Reverse MX skal gøre det umuligt at sætte en falsk afsender på spammails. Det skal rette op på svaghederne i den protokol, der bruges til at afsende e-mail, SMTP.

Den nuværende protokol betyder, at det er let at opgive en vilkårlig e-mailadresse som afsender.

I fremtiden skal postserveren ikke bare stole på den server, som den modtager e-mailen fra. Den skal have lov til at sende en forespørgsel til postserveren på det domæne, som afsenderen hævder at komme fra, om den pågældende server har lov til at afsende e-mails med den afsenderadresse.

Det betyder, at når postserveren hos Hotmail modtager en e-mail med afsenderen bill@microsoft.com fra postserveren smtp.myopenrelay.dk, så får postserveren hos Hotmail mulighed for at spørge postserveren hos microsoft.com om, smtp.myopenrelay.dk har lov til at afsende post fra bill@microsoft.com.

Pålidelige afsendere

Derudover forventer ASRG inden for de næste par år at være klar med standarder for, hvordan man kan identificere e-mailadresse, som andre modtagere kan stole på. Det vil sige adresser, som postserver ved, ikke bliver brugt af spammere.

I forlængelse af identifikationsteknologien ligger også muligheden for, at brugerne kan udveksle oplysninger om, hvilke afsendere der er spammere, og hvilke man kan stole på.

Et andet af ASRG's tiltag, som skal være klar i år, er standarder for, hvordan brugerne skal rapportere spam. Flere internetudbydere har på deres webbaserede brugerflader til e-mail en knap, der gør det muligt at markere en besked i indbakken som spam.

Problemet er, at mange også bruger knappen til at markere nyhedsbreve, som ikke er spam, men som brugeren blot ikke orker at afmelde sig. Derfor inkluderer forslaget muligheden for en ekstra knap, der skal gøre det let at afmelde sig nyhedsbreve.

Ikke udenom jura

Endelig arbejder ASRG på at udvikle nogle standarder for, hvordan man skal håndtere mikroporto på uønskede e-mails, og hvordan man undgår problemer ved systemer, hvor afsenderen først skal bekræfte sin identitet, inden e-mailen kan leveres.

Til trods for de tekniske løsninger kommer man ikke uden om juraen. Hvis de tekniske foranstaltninger skal fungere, skal de bakkes op af lovgivning, der gør det ulovligt at krybe uden om anti-spamsystemerne.

Problemet er, at det kan være svært at finde frem til en definition af spam. Derfor har ASRG fokuseret på teknologien og undveget spørgsmålet om, hvad spam egentligt er, siger Paul Judge til Internetweek.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere