"Skolesystemerne er solgt på helt normale standardvilkår og har hele tiden kunnet opsiges efter standardvilkår, det vil sige 6 måneder, siger vicedirektør Sten Davidsen, KMD om firmaets kontrakter med Bornholms Regionskommune.
Han mener, at der på en eller anden måde må være sket en fejlfortolkning eller misforståelse af aftalerne. Hvad der konkret er årsag til, at de enkelte skoler nu er begyndt at opsige kontrakterne, kan han ikke udtale sig om.
"Men opsigelserne må jo være et bevis på, at der ikke mangler konkurrence," siger Sten Davidsen og tilføjer at KMD langt fra forsyner Bornholm eller andre kommuner med IT på alle enkeltområder.
KMD har en generel samarbejdsaftale med Bornholm Regionskommune om at vi har til hensigt at samarbejde. Den gælder indtil udløbet af 2006.
"Under den gælder nogle konkrete aftaler som har forrang, for eksempel den, vi har indgået på skoleområdet. Men det er langt fra alle områder, vi er inde på," tilføjer Sten Davidsen og nævner dokumenthåndteringssystemer og software til hele omsorgsområdet som eksempler.
Efter at KMD blev orienteret af Tabulex om, at der var rejst sag ved Konkurrencestyrelsen, har KMD af egen drift sendt en redegørelse om sagen på Bornholm bilagt hele kontraktsgrundlaget til Konkurrencestyrelsen.