(CRN, Barcelona) Chipgiganten Intel følger nu i slipstrømmen på flere andre producenter og strammer certificeringskravene. Det rammer de helt små forhandlere, som udelukkes for muligheden for at opnå andet end den regulære Intel partnerstatus.
Med det nye partnerprogram skal der nemlig minimum være tre ansatte med beståede certificeringer, før at en virksomhed kan opnåguldpartnerstatus,
For at opnå den højeste status, den netop indførte platinstatus, skal en virksomhed have minimum seks ansatte med certificeringer.
Ifølge Intel er stramningerne et forsøg på at imødekomme en stigende efterspørgsel blandt forhandlerne efter større teknologisk indsigt i takt med, at forhandlerens rolle bevæger sig mere i retning af løsningssalg. Af samme grund skifter partnerprogrammet navn til Intel Technology Provider.
»Ændringerne er baseret på grundig research, hvor vi har lyttet meget til forhandlere ønske om at stå bedre rustet teknologisk. At kravene netop er faldet på tre og seks ansatte er, hvad vores undersøgelser viser er passende til at begynde med. Men det kan ikke udelukkes, at vi kommer til at gøre undtagelser,« lød det fra Intels europæiske kanaldirektør Maurits Tichelman.
Hvis forhandlere ønsker at beholde deres nuværende status har de indtil 31. december til at få certificeringerne på plads. Certificeringerne kommer til at bestå af undervisning i salg,
marketing og teknologi.
Ændringerne er allerede godt på vej til at blive implementeret på det nordamerikanske marked.