En række it-forhandlere med islandske ejere tager det roligt, selv om deres islandske ejere er midt i en stormende finanskrise. Tre forhandlere siger samstemmende til crn.dk, at de ikke er påvirket af den islandske økonomis sammenbrud.
Islandske Olfun ejer alle aktier i Apple-forhandleren Humac. Her fortæller administrerende direktør Sten Mortensen, at selvom Humac er ramt af den generelle nedgang i it-salget, som alle forhandlere er ramt af, betyder det ikke noget for driften, at selskabet er islandsk ejet.
»Det er driften uvedkommende og har kun teoretisk interesse,« siger Sten Mortensen.
Olfun har også en aktiepost i forhandlerne af grafisk it, Act It i København og Århus. For fire år siden investerede Olfun 340.000 kroner i selskabet og sidder nu på 34 procent af aktierne.
Administrerende direktør Bodil Osberg siger, at hun ikke er bekymret for, at den islandske krise skal Act It, da de islandske ejere har behandlet virksomheden Act It som en passiv investering og ikke har tilført yderligere kapital til selskabet.
»Den islandske krise gør ingen forskel for os. Vi er frygtelig kedelige i denne sammenhæng,« siger Bodil Osberg.
Også forhandleren Dansupport har islandske ejere i form af Nyherji. Men heller ikke har mærker man den islandske krise. Administrerende direktør Kim Lave Nielsen fortæller, at han arbejder videre med sin hidtidige vækststrategi med ambitioner om opkøb af andre virksomheder og i den sammenhæng har fået tilført tre millioner kroner ved årsskiftet.
»Dansupport er ikke ramt af det her på nuværende tidspunkt, og lige nu betyder det ikke noget for os,« siger Kim Lave Nielsen.
Tværtimod fastholder Dansupport sine ambitioner om opkøb trods sin isladnske ejerkreds.
»Vi kører med en vækststrategi og er ude efter et selskab i Københavnsområdet,« siger Kim Lave Nielsen.