To giganter på hver deres område er gået sammen i et forsøg, der skal teste mobiltelefonens muligheder som bekvemt betalingsmiddel.
Mobiltelefonproducenten Nokia og kreditkortselskabet Mastercard International har indledt et forsøg, hvor mobiltelefonen skal bruges til enkel betaling i butikker.
Nokia-telefonen udstyres med et udskifteligt cover, hvor der er indbygget en chip. Den indeholder de samme oplysninger som magnetstriben på et kreditkort.
Når kunden vil betale for sine varer, skal mobiltelefonen blot holdes hen til en terminal i butikken. Den registrerer betalingen og trækker beløbet som normalt på kundens kreditkort.
Forsøget begrænser sig indtil videre til nogle få butikker i Texas.
Det er ikke første gang, at mobiltelefonen er inde i billedet som betalingsmiddel. I dag er der et stort udvalg af tjenester, hvor kunderne kan betale via SMS på lige fod med girokort eller kontanter.
En egentlig sammensmeltning af mobiltelefon og kreditkort har før været på tale som fremtidens betalingsmiddel, men hidtil har det været baseret på at identificere betaleren ud fra telefonens sim-kort. Nokia har tidligere sammen med Mastercard testet et lignende system, hvor chippen til betaling var indbygget i selve telefonen.
I det nye forsøg sidder chippen i et udskifteligt cover. Dermed kan kunden skifte kreditkort på en forholdsvis let måde.