Længe inden Web500 indleverede konkursbegæringen til Sø- og Handelsretten torsdag i sidste uge, var konkurrenterne på CMS-markedet i gang med at fiske efter resterne.
Markedet for software til styring af indhold på internettet, (content management, CMS) har længe været en jungle med en underskov af småleverandører med egenudviklede systemer.
Alle kæmper om de samme partnere og kunder, og i lyset af den skærpede konkurrence tyer enkelte af dem til utraditionelle tiltag for at adskille sig.
Jungle-trommen har lydt længe
Både Sitecore, Dynamic Systems og Composite Netsystems har længe hørt jungletrommerne advare om en kommende Web500-konkurs.
Hos Sitecore og Dynamic Systems har ledelsen gennem de seneste par måneder fået henvendelser fra flere af Web500s ansatte, kunder og partnere, der var yderst interesserede i samarbejde eller ansættelse.
- Vi har haft en kraftig tilgang af nye kunder, men det har været fra vores eksisterende partner-netværk, og man kan derfor næppe sætte det i forbindelse med situationen hos Web500, siger administrerende direktør Michael Seifert hos Citecore.
Velkomstrabat til Web500-kunder
Hos Composite Netsystems har man brugt ventetiden på at udvikle en metode til at migrere data fra Web500 til selskabets eget CMS-system.
Og samme dag, som konkursen i Web500 blev stemplet i Sø og Handelsretten, lancerede Composite Netsystems et specielt velkomsttilbud til de Web500-kunder, der blev ramt af konkursen.
- Vi beklager konkursen i Web500, for det påvirker markedet negativt. Men vi har allerede fået henvendelse fra en række nødstedte Web500-kunder, der ikke ved, hvad de skal stille op, fortæller Composite Netsystems administrerende direktør, Oskar Lauritzen.
- Derfor kommer vi og vores partnere med et tilbud om at migrere kundernes Web500-løsning over på Composite CMS, med over 50 procent rabat på vores licens, siger han.
Utiltalende men forståeligt
Hos Web500 virker det utiltalende, at konkurrenter på den måde forsøger at kapre kunder i en tid, hvor selskabet arbejder på en rekonstruktion.
- Det er ikke en metode, jeg er stødt på før. Jeg tror, at det er udtryk for, at markedet for CMS er meget presset. Mange leverandører står på afgrundens rand, og det er ikke dem alle, der har mulighed for en rekonstruktion, som den vi er i færd med, siger Laust Søndergaard, medlem af bestyrelsen hos Web500. Han er også administrerende direktør for Mondosoft.
Men i modsætning til Web500 har både Sitecore, Composite Netsystems og Dynamic Systems overskud. Og det vel at mærke uden at have modtaget nævneværdig investorkapital.
- Det er ikke til at sige, om rekonstruktionen i Web500 bliver til noget og i givet fald hvad. Derfor har vi taget initiativet - selvfølgelig også i erkendelse af, at det giver mening for os forretningsmæssigt, siger Oskar Lauritzen.