Microsoft og USA's største detailkæde med forbrugerelektronik, Best Buy, er blevet stævnet i en sag om svindel med kreditkort-oplysninger.
Ifølge Samuel Kim, der har anlagt sagen ved retten i Los Angeles, har Best Buy uden hans viden scannet stregkoden på en "gratis" cd med internetadgang fra Microsoft MSN, og lagt den i hans indkøbspose.
Derefter har Microsoft brugt mandens kreditkortoplysninger og automatisk hævet et gebyr for brugen af MSN-licensen, på trods af at han slet ikke har brugt kontoen hos MSN, skriver Reuters.
Microsoft indledte samarbejdet med Best Buy tilbage i 1999, men da selskabet endnu ikke har modtaget nogen stævning, har det ikke været muligt for Reuters at få en kommentar til retssagen.
Det samme er tilfældet med Best Buy.
Samuel Kims advokat, Eric Gibb, derimod vil gerne udtale sig om sagen.
Hans klient har for længst fået det ulovligt opkrævede beløb tilbage, men for ham handler sagen om at få retten til at sætte en stopper for metoden og betale pengene tilbage til alle berørte kunder.
- Virksomheders evne til - uden kundernes viden - at sende regninger og selv hæve pengene, er noget, vi ser oftere og oftere. Og den udvikling er interessant, siger advokaten til Reuters.