Venturefolk ser lysere på fremtiden
Venturebranchen ser lysere på fremtiden, selv om den fortsat er præget af afmatningen i den globale økonomi og et lavt niveau for køb og salg af virksomheder. Ventureselskaberne er begyndt at investere i unge virksomheder, som de udvikler og senere sælger. Det viser en undersøgelse fra Dansk Venture Kapital Sammenslutning og Vækstfonden. (Børsen)
CBB: Skarp kritik til TDC
Det lille mobilselskab CBB Mobil kritiserer TDC for at have skjult væsentlige oplysninger om sit køb af lavpris-selskabet Telmore. TDC og Telmore oplyste oprindelig, at TDC havde købt en minoritetsandel af Telmore, men senere undersøgelser har vist, at der reelt er tale om en overtagelse. CBB frygter, at TDC har planer om at bruge Telmore som stråmandsvirksomhed for at udradere lavpris-konkurrenterne. "Jeg frygter, at formålet er at ødelægge konkurrencen til skade for kunderne", siger Teddy Pedersen, administrerende direktør i CBB Mobil.
Kun få vælger Orange
I årets første kvartal er det kun lykkedes teleselskabet Orange at kapre 2.000 nye mobilkunder. Orange har nu 511.000 mobilkunder. Dermed er måneders anstrengelser og brug af millioner af kroner kun blevet kronet med en kundetilgang på mobil-området på 0,4 procent. Til sammenligning har resten af Orange-familien opnået en gennemsnitlig vækst i kundeantal på syv procent. Orange Danmark er Orange-gruppens suverænt mindste selskab målt i antal kunder. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Pres på mobilpriser
Priskrigen på mobilmarkedet er slået igennem i IT- og Telestyrelsens kvartalvise prisundersøgelse, der viser, at det er blevet billigere at anvende mobiltelefonen. For de personer, der anvender en mobiltelefon som erstatning for en fastnet-telefon, er TDC det billigste mobilselskab at være kunde hos. Lavprisselskabet CBB Mobil er billigst, hvis man anvender sin mobiltelefon som supplement til en fastnet-telefon. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Vedbæk krumtap i Gates' satsning
Microsoft vil udvide staben af udviklere i Vedbæk med omkring 20 procent i kampen om de små og mellemstore virksomheder. Software-giganten sætter 13 milliarder kroner af over de næste 15 måneder til at få koncernens programmer udbredt til de små og mellemstore virksomheder. Ifølge Microsofts chef for Europa, Mellemøsten og Afrika, Jean Philippe Courtois, er ansættelsen af 50 nye systemudviklere til Vedbæk et bevis på, hvor vigtig Danmark er i den kamp (Politiken).
200 millioner kroner bag Navision
Microsoft sætter op mod 200 millioner kroner ind på at gøre programmerne fra det tidligere Navision mere kendte i Europa. Med en reklamekampagne til 35 millioner kroner vil Microsoft sparke ekstra gang i salget af økonomisystemer til de små og mellemstore virksomheder, som der findes 20 millioner af bare i EU. (Børsen).
Unge vil have IT-uddannelser
Trods arbejdsløshed er uddannelserne til datamatiker og multimedie-designere blandt de mest søgte af landets unge. Mest søgt er uddannelsen til datamatiker, viser tal fra Danmarks Statistik. De færdiguddannede datamatikere og multimedie-designere skal dog ikke forvente, at arbejdsgiverne ligefrem står i kø for at få fingre i dem. På Sjælland er næsten otte ud af 10 multimediedesignere for eksempelvis uden arbejde. (Erhvervsbladet)
Fynsk IT-firma blandt 50 hurtigst voksende i EU
Den fynske IT-virksomhed Munk er som den eneste danske virksomhed blevet udpeget til en af de 50 hurtigst voksende IT-virksomheder i EU. Dermed fortsætter den odenseanske virksomhed sin vækst. Listen bliver udarbejdet efter, hvor mange personer, de pågældende virksomheder har ansat siden 1997. Vinderen - tyske Buw - ansatte i perioden 867 mand. Munk ansatte 76 nye medarbejdere. Ikke overraskende ser bestyrelsesformand Helge Munk lyst på fremtiden. (Erhvervsbladet)