Microsofts cloudbaserede kontorpakke BPOS skifter navn til Office 365 og bliver udvidet med blandt andet Sharepoint og Exchange. Navneskiftet sker ifølge produktchef for BPOS, Aaren Ekelund i løbet af første halvår af 2011.
Tidligere i denne uge præsenterede Microsoft Office 365 i en betaversion, og ambitionen er at give forhandlere og især kunder en mere fleksibel udgave af den eksisterende BPOS-løsning, som har været på markedet i godt halvandet år. Men en dansk version ligger flere måneder ude i fremtiden, siger Aaren Ekelund til CRN.
»Office 365 er det navn vi har valgt at give barnet, selvom der reelt er tale om den nye version af BPOS. En af forskellene er, at vi nu tilbyder forskellige versioner, som bliver tilgængelig helt ned til enkeltbrugerversioner,« siger Aaren Ekelund.
Han fremhæver, at kunderne i Office 365 får langt flere valgmuligheder i forhold til, hvor stor en del af den samlede pakke, man vil have. Det giver også større muligheder for forhandlere, som vil sælge kontorsoftware i cloud-udgaven til deres kunder.
»Vi tror på, at der på grund af de langt større frihedsgrader er rigtig meget forretning i det for vores partnere sammenlignet med de nuværende on premise-løsninger. For infrastruktur-partnere giver Office 365 adgang til en helt ny kundegrupper, fordi man kan gå helt ned på enkeltbrugerniveau modsat det nuværende BPOS, som kræver at kunden tilmelder minimum fem brugere. Og løsningspartnere behøver ikke længere at tænke på infrastruktursiden, fordi det nu kan lægges ud i skyen,« siger Aaren Ekelund.
Kunder, der vælger at lægge deres softwareløsnigner ud i skyen skal fremover betale et fast abonnement til Microsoft. De forhandlere, der sætter løsningerne op får til gengæld et fast fee, som i det første år ligger på 12 procent af abonnementsprisen. I efterfølgende år falder afregningen til forhandlerne til seks procent af abonnementsprisen.