Sony dropper planerne om at udnytte den amerikansk ledede krig mod Irak kommercielt.
Indtil i dag havde et amerikansk datterselskab af Sony en patentansøgning liggende hos de amerikanske myndigheder om at få rettighederne til begrebet "shock and awe".
Begrebet bliver af koalitionsstyrkerne brugt som fællesbetegnelse for de indledende bombeangreb i Irak, der havde som formål at chokere Saddam og indgyde ham ærefrygt.
Men kritik af Sony for at slå kommercielt plat på krigens rædsler får nu selskabet til at droppe patentansøgningen, der blev indsendt få dage efter krigens udbrud, oplyser Reuters.
Sony må derfor skyde en hvid pil efter planerne om at opdøbe et nyt spil til Playstation II efter krigen i Irak, skriver nyhedstjenesten.