Deutsche Telekoms datterselskab T-Online, der er Europas største internetudbyder, har sikret sig rettighederne til at vise fodbold fra den bedste tyske liga på nettet.
Ifølge Financial Times har T-Online betalt et lille tocifret millionbeløb for at vise fodboldkampene på nettet, og allerede i den kommende weekend vil T-Online bringe højdepunkter fra kampene.
Når T-Online vælger at investerer i den slags indhold, er det fordi, der er flere penge i at sælge specielt indhold end i abonnementer til internet-surfing.
Sidste år alene kom omkring en fjerdel af den samlede omsætning hos T-Online fra salg af indholdstjenester, gebyrer på e-handel og annoncer.
Resten af omsætningen stammer fra internetabonnementer, som T-Online ikke tjener så meget på.
Målet i det kommende år er, at en tredjedel af omsætningen skal hentes på de tjenester, T-Online tjener mest på, mellem dem Bundesliga-fodbold på nettet.
Betalingen for at se kampene hos T-Online varierer afhængigt af, hvor meget man vil se. Der er mulighed for alt lige fra tre minutters højdepunkter til hele kampen, en time efter den er fløjtet af.